TV-Nyt

OL i 2014 og 2016 på DR og TV 2

Seerne på de danske public service-stationer får rig mulighed for at følge med, når sportsfolkene skal på arenaen under vinter-OL i Sochi i Rusland i 2014 og ved sommer-OL i brasilianske Rio i 2016.
DR's OL hold 2012

DR og TV 2 har netop sikret sig rettighederne til at vise begge begivenheder, og ligesom under sommerens OL i London deles de to stationer ligeligt om rettighederne.

”Det glæder mig, at det er public service-stationerne DR og TV 2, som fortsat vil have rettighederne i Danmark til at vise OL. Jeg kan forstå, at rettighederne denne gang i flere lande er blevet solgt til ikke-landsdækkende kanaler, men ikke mindst sommerens massive seer-interesse for at følge OL i London vidner om vigtigheden i, at sportsfesten kan følges af alle danskere. Der er glædeligt, at vi også kan dække de kommende Olympiske Lege tæt, og nu kan gå i gang med planlægningen,” siger chefen for DR Sporten, Tine Bendix.

– Det er fantastisk. Vi har lige afsluttet et succesfuldt OL i London, der viste, at danskerne er vilde med at se de olympiske lege, og derfor er jeg selvfølgelig ekstremt glad for, at vi har sikret os retten til at give danskerne de her gigantiske sportsbegivenheder i 2014 og 2016. OL er indbegrebet af hele Danmarks hjemmebane, og det blev suverænt bevist med vores store succes på St. Katharine Docks, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

De olympiske vinterlege i Sochi afvikles fra 7.-23. februar 2014, mens sommer-OL i Rio de Janeiro afvikles fra 5.-21. august 2016 – hvilket samtidig er det første OL på det sydamerikanske kontinent.

I Sverige har den kommercielle MTG (Viasat) sikret sig OL rettighederne.

Kilde: DR og TV 2

I samme kategori

Back to top button