Nyt på DRTV streaming i uge 44
Uge 44 premiererne på DRTV byder blandt andet på premiere på en ny britisk thrillerserie. Læs mere herunder.
Jonas har lavet en serie om Kenya, selvom han ikke må rejse derned på grund af corona. Men det stopper ham ikke i at bo i slummen, svede i en ørken, løbe som de vildeste kenyanske maratonløbere og meget andet. Jonas har nemlig en mission om at mærke Kenya på sin egen krop, og det kommer til at gøre nas.
Se alle afsnit fra den 1. november kl 06:00 på DRTV.
Dansk dokumentarserie fra 2021.
Skær i dig selv, eller få bank. Mies ekskæreste gav hende to valgmuligheder. Nu bor hun ligesom Zandra på et krisecenter et hemmeligt sted i Danmark. Louises ekskæreste stak hende 11 gange med en kniv, inden han smed hende ud ad vinduet fra 2. sal. Selvom Mie, Zandra og Louises historier er vidt forskellige, så er der særligt én ting, de har til fælles. De vil skåne andre for den smerte, de selv har gennemgået. Derfor går de nu sammen for at dele ud af deres vigtigste tanker og råd, når de fortæller os alt det, de ville ønske, de selv havde vidst.
Se alle afsnit fra den 2. november kl 06:00 på DRTV.
Dansk dokumentarserie fra 2021.
Historiker Cecilie Nielsen går på jagt efter svaret på, hvem Danmarks første konge egentlig var. Hvorfor er det, at vi siger, at det var Gorm og Harald? Hvad ved vi egentlig om dem? Hvor havde de deres magt fra? Mon det vil være muligt at finde et navn før dem?
I forsøget på at finde svar undersøger Cecilie steder og arkæologiske fund, som har forbindelse til magtens udvikling i vikingetiden, herunder jellingemonumentet, ringborgen Trelleborg, wodan-mønter fra Ribe, de frankiske rigsårbøger, et muligt uopdaget magtanlæg på Falster og plyndrede grave i hele Skandinavien.
Se alle afsnit fra den 3. november kl 06:00 på DRTV.
Dansk dokumentar fra 2021.
Hvordan kan vi blive boende i vores byer, når havet stiger? Er vandtætte huse bedre end høje mure, der skærmer for udsigten? Eller skal vi trække os helt tilbage og op i landet? Skybrud har længe været et problem, men stormflod vil blive langt værre. Danmarks ti største byer er havnebyer, og de skal vælge, hvordan de vil beskytte sig mod fremtidens stigende havvand.
Se dokumentaren fra den 5. november kl 06:00 på DRTV.