Ny rekord for digital filmleje
Året 2011 blev et nyt rekordår for digital leje af film over internet og kabel-tv. TDC koncernen, der er landets største udbyder, gennemførte i løbet af året ikke færre end 2,9 millioner filmvisninger, hvilket er næsten tre gange flere end i 2010.
“Lanceringen af et nyt udlejningskoncept i årets anden halvdel har betydet en eksplosiv vækst i forbruget. I øjeblikket ser kunderne omkring en halv million film om måneden, og holder det niveau, vil on demand markedet formentlig overhale markedet for DVD-udlejning i 2012,” siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.
Det største antal visninger sker fortsat gennem traditionel leje af film, hvor prisen ligger på op til 49 kr. for leje af en film i 24 timer. Her nåede det samlede antal op på godt 1,6 millioner film i 2011 mod knap en million film i 2010. Det svarer til en vækst på ca. 60 pct. Den mest lejede film blev Susanne Biers Hævnen med godt 20.000 udlejninger.
Den helt store vækst er imidlertid sket med lanceringen af et nyt filmprodukt kaldet ‘100 Film’, hvor kunder med abonnement på YouSee Plus og TDC TV Plus har fået fri adgang til at vælge mellem 100 filmtitler. Her betaler man ikke for den enkelte film, for produktet er inkluderet i abonnementet.
100 Film blev lanceret i september, og alene den første måned hentede kunderne ca. 350.000 film.
“Det er en udlejningsmodel, som har overgået vores vildeste forventninger. Det er helt klart noget, som giver os inspiration til fremtidige filmprodukter,” siger Ulf Lund.
Det er kabel-tv-selskabet YouSee, der driver TDC koncernens digitale filmleje. Tjenesten er tilgængelig gennem YouSee Cinema og TDC Film samt TV 2 Sputnik og en række andre, mindre operatører.
Top 10 over de mest lejede film on demand i 2011
1 Hævnen
2 Red
3 Klovn: The Movie
4 Harry Potter og Dødsregalierne – del 1
5 Pirates of the Caribbean 4: I ukendt farvand
6 Tømmermænd i Thailand
7 Mød min ‘måske’ kone
8 Salt
9 Min søsters børn vælter Nordjylland
10 Superclásico
Mere om digital filmleje
Digital filmleje foregår ved, at man via kabel-tv, IPTV eller internet får sendt filmen direkte til sit tv eller computerskærm. Man lejer ikke en fysisk udgave af filmen, men ret til at se filmen når som helst og lige så mange gange, man orker inden for 24 timer. Når lejetiden er udløbet, skal man ikke foretage sig yderligere, og man skal ikke bekymre som om at ‘aflevere’ filmen igen.
Prisen for at leje en film er 39 eller 49 kr. for 24 timer for premierefilm, dvs. nye film, der netop er frigivet til udlejning digitalt. Premierefilm udgør langt den største del af de film, der blev lejet i 2011. Ældre film er billigere. Det er desuden muligt at leje tv-serier, f.eks. koster det 79 kr. at få adgang til en hel sæson af tv-serien Mad Men i en periode på 30 dage.
Film kan lejes enkeltvist hos YouSee Cinema (kabel tv og internet), TDC Film (TDC Home Trio) eller på internet gennem TV 2 Sputnik m.fl.
Abonnement på YouSee Plus eller TDC TV Plus giver desuden adgang til produktet 100 Film, hvor kunderne har fri adgang til 100 filmtitler. Der er tale om en blanding af lidt ældre danske og udenlandske film og det, man kan kalde filmklassikere. Ca. en fjerdedel af titlerne udskiftes hver måned.
Kilde: YouSee