Biografnyt

Natasha Arthy instruerer sin første spillefilm i 8 år med HONEY

Optagelserne til et nyt feel-good drama for hele familien er begyndt. I de bærende roller ses Jesper Christensen, Lene Maria Christensen, Simon Bennebjerg og det unge talent Selma Sol Í Dali Pape. Manuskriptet er skrevet af Natasha Arthy i samarbejde med Mette Eike Neerlin. HONEY har premiere til efterårsferien 2024.

Honey – det handler den om

Honey er 13 og lige flyttet og startet i en ny klasse. Hendes mor arbejder døgnet rundt, hendes søster har Downs syndrom og særlige behov, og hendes far er konstant på kant med loven. Honey forsøger at hjælpe alle, men det kan godt være lidt udfordrende, når ingen vil det samme, og alle lyver. Selv vil Honey allerhelst spille musik og meget gerne sammen med skolens flotte fyr. Alt bliver dog pludselig sat på spidsen, da hun opdager, at hendes døde morfar slet ikke er død alligevel. For han har også en opgave til hende – måske den sværeste!

Nye talenter og kendte ansigter foran kameraet
I hovedrollen som Honey har Toolbox Film sikret sig den unge stjerne Selma Sol í Dali Pape, der fik sit store gennembrud i Natasha Arthys Julekalender Julefeber (2020) som lillesøsteren Gro og fra TV 2-serien Agent (2023) af Nikolaj Lie Kaas (2023), hvor hun spiller datteren til hovedrolleindehaveren Esben Smed. HONEY er Selma Sol í Dali Papes første spillefilm.

I rollen som Honeys bedstefar kan publikum glæde sig til at se den folkekære Jesper Christensen, der bl.a. er kendt fra sine roller i filmene Bænken (2000), Arven (2003) og De forbandede år 1 og 2 (2020 og 2022) samt de tre seneste Bond-film: Spectre (2015), Quantum of Solace (2008) og Casino Royale (2006), som skurken Mr. White. Jesper Christensen har modtaget et hav af priser, blandt andet fem Bodil-priser og seks Robert-priser samt flere internationale filmpriser.

Lene Maria Christensen spiller Honeys fortravlede mor. Lene Maria Christensen har haft talrige roller i både film og TV- serier, herunder filmene Frygtelig lykkelig (2008) og En familie (2011), som sikrede hende flere priser og senest i Rose (2022) og Ustyrlig (2022)Lene Maria Christensen har derudover medvirket i et hav af populære TV- serier – blandt andet i Arvingerne (2017) og Drømmeren – Karen Blixen bliver til (2022) på Viaplay.

Simon Bennebjerg spiller Honey’s far og Lene Maria Christensens lettere fordrukne eksmand. Simon Bennebjerg fik sit nationale gennembrud på det store lærred i Bille Augusts Pagten (2021), hvor han modtog en Robert-statuette for sin præstation. Simon Bennebjerg har derudover medvirket i en række TV- serier samt markeret sig på de skrå brædder – herunder som Mozart i Kasper Holtens anmelderroste opsætning af Amadeus (2019). Til oktober er han aktuel i en bærende rolle i Nikolaj Arcels anmelderroste spillefilm Bastarden (2023), som netop har haft verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Venedig Film Festival.

I de øvrige roller ses Sidsel Boel Kruse, som spiller Honeys storesøster Mikala og Wilhelm David Lumholt Hakesberg, der spiller Honeys gode ven Liam. Sidsel Boel Kruse har tidligere medvirket i TV 2-serien Et Ægte Par (2019), og Wilhelm har tidligere medvirket i TV- serien Min bedste vens historie (2018) og i en mindre rolle i filmen Når befrielsen kommer (2023).

Kilde: Pressemeddelelse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard