Branche-Nyt

Naja Nielsen bliver ny indholdsdirektør i DR

- har efaring fra BBC og SVT

DR har fundet sin nye indholdsdirektør. Valget er faldet på Naja Nielsen, der tiltræder stillingen den 1. oktober og dermed får det overordnede ansvar for DR’s samlede indhold på tværs af platforme, genrer og produkter.

Naja Nielsen kommer fra en stilling som mediedirektør i svenske SVT og har tidligere været digital direktør i BBC. Med ansættelsen er den sidste post i DR’s direktion nu besat.

Ifølge DR’s bestyrelsesformand, Lars Gert Lose, er der lagt vægt på en profil med international erfaring og forståelse for udviklingen i medievaner frem mod 2030:

– Samfundet og danskernes medievaner kommer til at udvikle sig markant frem mod 2030. Derfor har vi haft fokus på en visionær profil med erfaring fra stærke public service-medier. Naja Nielsen bringer både international erfaring og en dyb indsigt i samspillet mellem public service, digital udvikling og data.

Som indholdsdirektør skal Naja Nielsen være med til at sætte den strategiske retning for DR’s indhold og samtidig sikre, at organisationen løbende tilpasser sig danskernes ændrede mediebrug og de teknologiske muligheder.

DR’s generaldirektør, Bjarne Corydon, fremhæver hendes erfaring som central for opgaven:

– Med en så bred indholdsportefølje er der få kandidater i Danmark, der kan løfte opgaven. Naja Nielsen har både den internationale erfaring og ledelsesprofil, der skal til for at udvikle DR’s public service-tilbud og samtidig samle organisationen.

Naja Nielsen vender dermed tilbage til DR efter ni år i udlandet. Hun har tidligere været nyhedschef i DR i perioden 2015-2017. Siden har hun blandt andet stået i spidsen for den digitale transformation af BBC News og senest haft det overordnede ansvar for publicering, digitale tjenester, tv-kanaler, data og AI hos SVT.

Om sin kommende rolle siger hun:

– Opgaven som indholdsdirektør i DR er både udfordrende og spændende. Public service spiller en afgørende rolle for demokrati, sprog og kultur. Samtidig ser jeg store muligheder for vækst og innovation, som jeg glæder mig til at arbejde videre med sammen med DR og den danske mediebranche.

Naja Nielsen tiltræder stillingen den 1. oktober.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard