Branche-Nyt

MTG Danmark har fået marketing- og kommunikationsdirektør

Dorte Tandrup MTGMTG Danmark har ansat Dorte Tandrup i en ny funktion som marketing- og kommunikationsdirektør. Hun tiltræder jobbet den 16. november og indgår i selskabets øverste ledelse med titel af VP.

Da Viasat og TV3 Danmark i august blev slået sammen til MTG Danmark, meddelte CEO Kim Poder også, at mediekoncernen var på jagt efter en ny marketing- og kommunikationsdirektør.

Med ansættelsen af Dorte Tandrup er ledergruppen nu fuldtallig, og en ny MTG-struktur er på plads.
Det er ellers ikke mange uger siden, at Dorte Tandrup valgte at fratræde et job som afdelingsdirektør hos TDC for at blive selvstændig.

“Jeg troede egentlig, at jeg skulle noget helt andet karrieremæssigt, da MTG ringede. Men jeg indså hurtigt, at der her var tale om et absolut drømmejob, som jeg kun kunne sige ja til,” siger Dorte Tandrup, der ser frem til at prøve kræfter med opgaverne i en moderne mediekoncern i rivende udvikling.

”Jeg glæder mig meget til at komme i gang og til at møde alle mine nye kollegaer. MTG er en af verdens førende underholdningsvirksomheder og beskæftiger sig med hele værdikæden, lige fra udvikling til distribution af content. Dertil har man en række spændende indholdsrettigheder og brands at arbejde med. Samlet giver det rigtig mange marketingstrenge at spille på,” siger hun.

Ny ekspertise i fuldtallig ledergruppe
Hos MTG Danmark glæder man sig over, at den nye ledergruppe nu stiller i stærkeste opstilling.

”Vi er stolte over, at få Dorte med i den nye ledergruppe. Hendes mangeårige erfaring med at løse komplekse opgaver i alle marketingdiscipliner tilfører stor værdi til ledergruppen,” siger CEO Kim Poder.

”Ansættelsen af en marketing- og kommunikationsdirektør er samtidig sidste brik i den strukturændring, vi indledte i sensommeren. Nu stiller MTG Danmark med en ny stringent organisation, som er tilpasset de krav og udfordringer, fremtidens medievirkelighed stiller til et medieselskab,” siger Kim Poder.

Dorte Tandrup er 39 år. Hun har siden 2011 bestridt flere tunge marketingfunktioner i TDC-koncernen, hvor hun har tilrettelagt de store linjer og sikret de helt små detaljer i marketingplanerne; først for TELMORE og efterfølgende hos TDC.

Før da var hun 10 år på reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, hvor hun gennem årene plejede kunderne som både kontaktchef og projektleder.

MTG cementerer sin position
Hun kommer til en mediekoncern, som ikke alene har moderniseret sin organisation; MTG Danmark har også for nylig demonstreret en sikker markedsposition på tv-markedet.

I tredje kvartal cementerede MTG’s tv-kanaler sin position med et stærkere greb om de efterspurgte seergrupper, og i september kom tv-kanalerne væsentlig styrket ind i tv’s vigtige efterårssæson.

Dertil kommer, at hele det kommercielle tv-marked signalerer fin form i 2015. MTG Danmark og kommercielle kollegaer har fortsat godt fat i næsten alle de eftertragtede målgrupper.

I samme kategori

Back to top button