Branche-Nyt

Mogens Palle i åbent brev til danske tv-stationer: Det ligner boykot

Mogens Palle mener at de danske tv-stationer svigter de danske boksefans og tv-seere og giver udtryk for forskelsbehandling i et åbent brev. Det går især ud over en sympatisk og hårdtarbejdende verdensmester som Sarah Mahfoud og VM- og EM-aspiranten Enock Poulsen, der den 7. januar kan blive Danmarks næste europamester i professionel boksning, fremhæves der.

Her er hvad Mogens Palle skriver:

Mit navn er Mogens Palle, og jeg har igennem et langt liv arrangeret professionel boksning i snart 65 år. De seneste år blandt andet i samarbejde med min datter Bettina Palle i Danish Fight Night.

Jeg har været med til at udklække 26 officielle europamestre og 8 verdensmestre i de største, anerkendte VM-forbund (WBA, WBC, IBF og WBO) samt en lang række andre mesterskabsboksere.

Jeg gjorde comeback i december 2015, og lørdag den 7. januar 2021 skal Danmarks første verdensmester hos IBF, et af de store, anerkendte VM-forbund, Sarah Mahfoud i Brøndby Hallen forsvare sin VM-titel mod den officielle udfordrer Nina Meinke fra Tyskland.

Samme aften kan Enock Mwandila Poulsen blive Danmarks 25. europamester på herresiden og erobre det samme prestigefyldte mesterskabsbælte, som hjemlige danske stjerner såsom Børge Krogh, Tom Bogs, Jørgen Hansen, Hans Henrik Palm og Gert Bo Jacobsen i sin tid vandt.

Det er objektivt set en sjældenhed og en meget stor begivenhed, for hvornår er der sidst på dansk grund arrangeret et boksestævne med både en officiel VM-kamp i et af de store forbund samt en officiel EM-kamp på programmet? Jeg kan afsløre, at vi skal hele 13 år tilbage til den 21. juni 2008, da jeg lavede et stort stævne i Brøndbyhallen med Mikkel Kessler, der boksede VM-kamp og Vinni Skovgaard, der boksede EM-kamp.

Hvorfor i alverden er der ingen, der er ivrige efter at vise et stævne af den kaliber, når man er villig til at vise diverse andre danske og internationale boksestævner samt en masse anden sport fra udlandet? Det ligner unægtelig en form for boykot af undertegnede og Danish Fight Night, eller som minimum en urimelig forskelsbehandling af Danish Fight Night-bokserne, idet man ikke har noget imod at købe og vise andre arrangementer uden lignende titelkampe.

Selv når det alene drejer sig om EM-kampe, er dansk tv næsten altid på pletten. I de seneste 15 år er alle EM-kampe på dansk grund eller med dansk deltagelse i udlandet blev transmitteret af danske tv-stationer. Det drejer sig blandt andet om EM-kampe med Dennis Ceylan, Dina Thorslund og Kasper Bruun, som fik deres titelkampe transmitteret af TV 3 og TV 2 Sport.

Men nu hvor Enock Poulsen, en ypperlig bokser og stjerne i svøb, som den første dansker i 4 år har kæmpet sig frem til at kæmpe om EM-titlen, så får han slet ikke chancen for at få sit store internationale gennembrudsforsøg vist på dansk tv.

Det er simpelthen ikke fair overfor en meget seriøs og hårdtarbejdende VM- og EM-aspirant, som kan skrive dansk sportshistorie den 7. januar.

Vi har blandt andet modtaget afslag på køb af en tv-transmission fra TV3/NENT, TV2 Sport og Discovery+, og det til trods for, at jeg endda har forsøgt mig kreativt med et PPV-tilbud om, at Danish Fight Night selv kan betale for alle produktionsomkostninger og hele stævnet – uden andre omkostninger end promovering – med en fordeling på 75 pct. af overskuddet til Danish Fight Night og 25 pct. til tv-kanalen.

Hvis det er mig som person, man har noget imod, så synes jeg man skal være ærlig og sige det. Men hvis det er tilfældet, skal det så virkelig gå ud over tv-seerne, at tv-chefer eventuelt har et anstrengt forhold til mig som person? Om man er nem eller svær at forhandle med, det er vel bedøvende ligegyldigt for seerne. Man bør vel altid forsøge at levere det bedste produkt til seerne. Den opgave synes jeg, man svigter totalt, hvis man benytter eventuelle personlige sympatier eller antipatier overfor forhandlingspartnere til at afvise bokserne fra Danish Fight Night på forhånd.

Det bør vel altid være målet, at man som tv-station, der viser sport, forsøger at vise det bedste produkt (til den bedste pris), så man får tilfredse tv-seere og kunder. Det gør man ikke ved at afvise et VM- og EM-arrangement på forhånd. Og hvis man tvivler på, at der er seere nok, så kan man i det mindste lade det komme an på en prøve, hvilket man heller ikke har ønsket.

Når det drejer sig om sport, er direkte boksning på tv et af de bedste populærkulturprodukter i verden. Boksning indgyder følelser, identitet og skaber samhørighed. Især når man kan samles om hjemlige stjerner, der springer ud på dybt vand og slår igennem internationalt.

Jeg er overbevist om, at en verdensmester som Sarah Mahfoud – Danmarks første verdensmester i IBF-regi – vil kunne tiltrække masser af seere. Hun er en meget dygtig bokser, der har udviklet sig kolossalt fra kamp til kamp, og så kan man kan se på hende, at der er noget mellem ørerne, især når hun er oppe i bokseringen. Hun er en naturlig og ærlig pige, der taler frit fra leveren og et forbillede, som mange kan se op til og identificere sig med.

Det samme er tilfældet med Enock Poulsen. Hvorfor skal han straffes for at have kvalificeret sig til en EM-kamp, som er en absolut sjældenhed i Danmark i dette årtusind. Han fortjener omvendt al den støtte, han kan få herhjemme, når han er så tæt på at kunne placere Danmark på verdenskortet i boksning.

Hvis der er andre forhold eller fordomme, der er skyld i, at tv-stationerne fravælger Sarah Mahfoud og Enock Poulsen, hører jeg meget gerne nærmere, for i udlandet undrer mine promotorkollegaer og øvrige samarbejdspartnere sig over, at der fra danske tv-stationer ikke er mere rift om et VM- og EM-boksestævne som dette.

Det vigtigste for mig er, at bokserne får mulighed for at fremvise deres talent og blive eksponeret til glæde for så mange mennesker som muligt. Derfor ærgrer det mig gevaldigt, at dansk tv ikke vil være med, men uanset hvad fortsætter Danish Fight Night ufortrødent med boksestævnet den 7. januar og lader os ikke slå ud. Vi håber tværtimod på, at så mange som muligt vil støtte op om arrangementet og initiativet.


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button