TV 2 Play NytTV-Nyt

Mød stjernerne i den nye danske TV 2 serie ‘De bedste år’

27. september er der premiere på De bedste år på TV 2 Play og TV 2 Echo. Det er en ny dansk komedieserie i otte afsnit om det til tider vanvittige, altomfattende og berusende liv som børnefamilie.

I denne artikel dykker vi ned i de to hovedroller Louise (Stephania Potalivo) og Mathias (Magnus Millang) som kæmper for at skabe en overskudsfamilie med deres to børn, Svend og Finn. Desuden kan du læse mere om de mange biroller i serien.

Mathias (38) spillet af Magnus Millang

Mathias De bedste år
Foto Thomas Howalt Andersen TV 2

Mathias ser sig selv som lidt af en verdensmand. En der ved, hvad der er fedt i livet. Udfordringen er bare, at Mathias er holdt op med at lave de ting, han en gang var vild med: at lave gourmetmad, vide noget om vin, høre intellektuel musik og gå til koncerter. I stedet føler han sig hægtet af. Han ser folk omkring sig lave penge på fede, kreative jobs, rejse og køre i lækre elbiler. Han gør ingen af delene. I stedet slår han sig selv i hovedet over, at hans liv ikke længere er så fedt, som han drømte om.

Mathias er drevet af at blive den perfekte mand, og han forestiller sig, at han skal være bedre end alle andre. Heldigvis tror han ret meget på sig selv, til trods for han også kan være virkelig nærtagende. Han har følelserne uden på tøjet og kan til tider blive lidt temperamentsfuld, hvis han bliver presset. Til gengæld har han hjertet på rette sted, er selvironisk og menneskeklog, og han er en god far.

Louise (34) spillet af Stephania Potalivo

Louise De bedste år
Foto Thomas Howalt Andersen TV 2

Er der et problem, står Louise klar til at feje det ind under gulvtæppet. Hun er drevet af drømmen om den perfekte familie, og derfor er hun også en mester i at pynte på sit eget selvbillede med en lille, hvid løgn. Har familien for eksempel spist spaghetti med kødsovs i en hel uge i træk, er det jo bare fordi, de elsker det italienske køkken hjemme hos dem.

Louise er netop startet på arbejde efter barsel med barn nummer to, og hun slås med at få det kaotiske børneliv til at gå op med sine professionelle ambitioner. Hun begynder at tvivle på, om hendes liv egentlig er så godt, som hun gik og troede. Burde de ikke være et sted i livet, hvor der var råd til nyt snedkerkøkken? Og skulle hun og Mathias have giftet sig, før de fik børn?

Øvrige roller i serien

De bedste år Louises forældre
Foto Jonas Bie TV 2

Anders (62), Louises far
Lars Brygmann

Anders ser sig selv som familiens overhoved. På grund af et uddannelsessemester i Bologna er han besat af Italien og vil gerne fremstå som en klog, alvidende connaisseur. Også selvom hans viden i virkeligheden er ret begrænset. Han er superdårlig til at håndtere kritik, og så er han hypokonder.

Sanne (60), Louises mor
Ditte Hansen

Sanne er en rigtig pleaser, og så snakker hun meget. Sannes liv har altid handlet om alle andre end hende selv – først hendes mor, så hendes mand, så hendes børn og nu hendes børnebørn. Det giver Sanne en form for mindreværdskompleks, hvor hun på den ene side ikke føler sig anerkendt, men på den anden side også er bange for at være til besvær.

Mathias mor
Foto Jonas Bie TV 2

Marianne (61), Mathias’ mor
Søs Egelind

Marianne er en kvinde med stor passion for sit arbejde som ejendomsmægler. Siden Mathias og hans bror, Oliver, var små, har hun klaret alting selv. Marianne er ikke specielt følsom, og hun har en tendens til at være meget direkte og ærlig over for andre mennesker. Hun har en sjov og legende side, som især får frit løb efter et par glas vin, og det gør hende til en underholdende farmor for Svend og Finn.

Laura og Claes
Foto Christian Geisnæs TV 2

Laura (30), Louises søster
Roberta Reichhardt

… er lillesøster. Hun har altid gået i storesøsters aflagte tøj og har altid været nummer to til at opleve ting i livet. Følelsen af at være det glemte barn har gjort hende en smule besat af, hvordan andre mennesker ser hende. Derfor er det meste af hendes liv bygget op om, hvordan hun får det hele til at se flot og prangende ud.

Claes (36), Lauras forlovede
Kristoffer Eriknauer

Claes er vokset op i Nordsjælland, tæt på folk med penge, til trods for at hans egen familie aldrig har kunnet måle sig med deres velhavende omgangskreds. Glorificeringen af mennesker, der har råd til det gode liv, samt et temmelig fundamentalt svigt fra hans far, har gjort Claes til typen, der vil gå langt for at udstråle penge og overskud. Claes’ mangel på kærlighed hjemmefra gør, at han enormt gerne vil ind i varmen hos sine svigerforældre, Anders og Sanne. Så meget, at det ofte føles som om, at han ville ønske, han var deres tredje barn.

Sigurd De bedste år TV 2
Foto Jonas Bie TV 2

Sigurd (39), Mathias’ bedste ven og kollega
Jesper Ole Feit Andersen

Sigurd er Mathias’ bedste ven og kollega. Han minder meget om Mathias, men er mere naiv og impulsdrevet. Sigurd er familiefar til to, og hans kæreste, Cecilie, føler nogle gange, at hun bor med tre børn, da Sigurd ikke er den mest modne fyr. Sigurd er altid med på den værste og kommer gerne med gode råd, der dog sjældent kommer noget godt ud af.

Kilde: TV 2 presse

Læs også

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard