Mette Vibe Utzon er ny vært på Detektor
Efter fire år som vært på en lang række programmer på TV 2 News vender den stærke journalistiske profil Mette Vibe Utzon nu tilbage til DR som vært på DR2 – blandet andet for et af DR2’s største journalistiske fakta-flagskibe ’Detektor’.
Kanalchef på DR2 Christoffer Guldbrandsen glæder sig til at få Mette Vibe Utzon med på holdet.
Det er selvfølgelig en kæmpe gevinst for DR2 at få en journalist af Mette Vibe Utzons kaliber med på holdet. Mette Vibe Utzon er indbegrebet af integritet og troværdighed, og jeg er ikke i tvivl om, at hun er den helt rigtige til at føre blandt andet ’Detektor’ videre”, siger Christoffer Guldbrandsen.
Mette Vibe Utzon selv glæder sig til at kaste sig over den kritiske og faktabaserede journalistik. Hun siger:
”Der er mere end nogensinde brug for faktatjek i en verden, hvor informationerne strømmer hurtigere og friere end nogensinde før – på både godt og ondt. Og jeg ser frem til igen at skulle beskæftige mig med kritisk og dybdeborende journalistik – at påtage mig min del af ansvaret for at stoppe op, gå dybere i detaljerne, bagom floskler og facader og om nødvendigt også rive masken af den nogle gange fejlagtige, andre gange udokumenterede information, som florerer i både de “gammeldags” medier og på de sociale medier,” siger hun.
Stærkt kort til DR2
DR2 vil i 2016 lancere en række tiltag, der skal styrke kanalens kapacitet og tilstedeværelse, når store begivenheder og vigtige dagsordner kalder på perspektiv, indsigt og original formidling. Også her vil Mette Vibe Utzon komme til at spille en central rolle – ikke bare som vært, men også som medspiller i udviklingsprocessen.
“Det er fjerde gang, jeg vender hjem til DR, og selvom det hver gang har været til noget nyt og spændende, så føles dette anderledes denne gang. DR2 er for mig den perspektiverende og gravende journalistiks vigtigste kanal – det er den journalistik, vi har brug for og den, jeg brænder for. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med alt det spændende, DR2 skal lave” siger Mette Vibe Utzon.
Hun overtager værtsrollen på ’Detektor’ fra Thomas Buch-Andersen, der er tiltrådt som kanalchef for P1. Mette Vibe Utzon tiltræder den 1. marts 2016.
Om Mette Vibe Utzon
Mette Vibe Utzon (f. 1962) har tidligere været vært på blandt andet DR-programmerne ’Debatten’, ’Profilen’, ’Kontant’, ’Søndagsmagasinet’ og ’TV-Avisen’, ligesom hun har været både vært og reporter på ‘Horisont’ og arbejdet på radioprogrammet ’Mennesker og medier’.
På TV 2 har hun været vært på både TV 2 Lorry, TV 2-programmet ‘Boomerang’, TV 2 Nyhederne og de sidste fire år på TV 2 News, hvor hun, udover at være fast nyhedsvært på kanalen, har været vært på en lang række af kanalens magasiner heriblandt ’Kulturen på News’, ’EllemannLykketoft’ og ’Presselogen’.
Mette Vibe Utzon debuterede derudover i 2006 som forfatter med portrætbogen ’Førstedamer’, der handler om fem kvinder med det til fælles, at de alle har været gift med Danmarks statsminister. Efterfulgt af bogen ‘IKON’ i 2011 om journalistikkens førstedamer – heriblandt Alice Vestergaard, Danmarks første kvindelige studievært, Mette Fugl og Ulla Terkelsen.