Mere Sommerdahl i vente på TV 2 Charlie
Sommerdahl får også en sæson tre. Optagelserne til den nye sæson begynder allerede i næste måned i Helsingør melder TV 2.
Nyheden kommer kort efter anden sæson af ’Sommerdahl’ sluttede. Den blev set af knap en halv million danskere i gennemsnit ifølge Seer-Undersøgelsen – næsten på niveau med første sæson, der blev set af lidt flere end en halv million seere i snit. Hertil kommer en meget høj sening på TV 2 PLAY – især af snigpremiererne – som ikke indgår i de officielle seertal fra Kantar.
Samtidig er ’Sommerdahl’ blevet indehaver af titlen som det mest sete program nogensinde på TV 2 CHARLIE. Sæsonpremieren på ’Sommerdahl II’ blev nemlig set af rekordhøje 709.000 danskere ifølge Danmarks officielle seermåling.
Efter sæsonpremieren faldt de officielle seertal til ’Sommerdahl’. Det skyldtes dog ikke vigende interesse for serien, men den meget høj snigpremiere-sening af afsnittene på TV 2 PLAY – og denne sening indgår altså ikke i Kantars officielle seertal.
– Vi er glade for, at så mange seere søndag efter søndag har haft lyst til at følge Dan, Flemming og Marianne i både efterforskningsarbejdet på politistationen og på den private front, hvor deres relation i høj grad blev sat på prøve i denne sæson. Derfor glæder vi os til at vi optage en ny sæson, som vi kan præsentere for seerne næste år. Det er endnu for tidligt at løfte sløret for handlingen, men jeg kan fortælle, at vi fortsat befinder os i smukke Helsingør, hvor nye mordgåder skal opklares, og hvor vi skal følge udviklingen i forholdet mellem vores tre hovedpersoner, siger TV 2s executive producer på ‘Sommerdahl’, Pernille Bech Christensen.