TV-Nyt

Mere E-Sport på TV 2 Zulu og TV 2 Play

Når den store BLAST Pro Series i Counter-Strike vender tilbage til København 2. og 3. november 2018, kan turneringen – ud over i en formentlig fyldt Royal Arena – følges på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

TV 2 har nemlig indgået aftale om at sende og dække de fire med BLAST-turneringer, som gennemføres i 2018, herunder i København. Det første stop på årets BLAST Pro Series foregår i Istanbul i Tyrkiet 23. og 24. juni, og de to øvrige stop på den internationale tur bliver offentliggjort senere på året.

Det ligger allerede nu fast, at det danske storhold Astralis bliver et af de seks verdensklassehold, som kæmper i København. Astralis har revanche til gode fra sidste års opgør i Royal Arena, hvor holdet tabte knebent til brasilianske SK Gaming i en medrivende finale.

Den kommende Counter-Strike-turnering i København har noget at leve op til. Sidste års turnering i Royal Arena var verdenspremiere på BLAST Pro Series, og den blev vist på tv-stationer i mere end 70 lande. Turneringen blev samtidig fulgt globalt af næsten fem millioner seere online.

Den danske dækning af de kommende fire turneringer sendes på den TV 2-kanal, ZULU, som har størst appel til målgruppen af Counter-Strike-entusiaster, samt på TV 2 PLAY.

Et skarpt produkt til målgruppen
I den sidste weekend af januar 2018 sendte TV 2 ZULU for første gang e-sport, og selv om ingen danske hold var kvalificeret til den pågældende ’E-LEAGUE-Major’, var seerinteressen kolossal. Under semifinalen lørdag 27. januar tredoblede TV 2 ZULU sin seerandel blandt de 15-40-årige i forhold til de foregående lørdage.

– Counter-Strike i verdensklasse er et skarpt produkt, der rammer præcist i ZULUs målgruppe. Det viste den enorme interesse i januar, hvor ZULU endda dækkede Counter-Strike i konkurrence med finaleweekenden under EM i herrehåndbold. Vi er stolte over, at vi fra juni kan vise de kommende fire BLAST Pro Series-turneringer, siger kanalchef Sune Roland, TV 2 ZULU.

E-sport-dækningen på TV 2 ZULU leveres af TV 2 SPORT, og herfra lægger redaktionschef Allan Hvid vægt på en dækning præget af høj faglighed.

– Counter-Strike er så etableret, at det ikke længere handler om at lære seere og brugere om spillet. Vi kommer til at levere en helstøbt dækning, som både vil være seriøs og underholdende og baseret på en stærk faglighed hos værter og reportere, siger Allan Hvid, der bl.a. ser frem til en stor weekend, når BLAST Pro Series i november er tilbage i København.

Danmark er med i den absolutte top blandt verdens Counter-Strike-nationer. Foruden Astralis er også de danske hold Heroic og North blandt de 15 bedste hold i verden.

Verdens hurtigst voksende konkurrencesport
E-sport er verdens hurtigst voksende konkurrencesport med en global fanskare på cirka 350 millioner – et tal, der forventes at runde 550 millioner allerede i 2020. Counter-Strike er den lettest tilgængelige og hurtigst voksende gren af e-sport målt på publikum og seere.

Med Astralis har Danmark et af verdens bedste hold, der i 2017 vandt en af de to såkaldte ’Majors’, som er sammenlignelig med Champions League-finalen eller VM. Astralis lå i mere end seks måneder af 2017 nummer 1 på verdensranglisten og er fortsat rangeret som ét af verdens bedste hold, pt. som nummer 4.

– Vi er utroligt glade for aftalen med TV 2 og TV 2 ZULU, som vil bringe stemningen og spændingen fra de store internationale arenaer helt hjem i de danske stuer på en måde, der præsenterer e-sport i både TV 2s og vores ånd: Involverende, seriøst, spændingsmættet og fantastisk underholdende, siger Nikolaj Nyholm, CEO og founder af danske RFRSH Entertainment, der står bag udviklingen af BLAST Pro Series.

Øje for både hardcorefans og for det brede publikum
Den danskproducerede BLAST-turnering er sportens nyeste og unikke live-format, som har både hardcorefans og det brede publikum for øje.

– Målet med BLAST Pro Series er at skabe verdens vigtigste e-sports-turnering. Med seks af verdens bedste hold på scenen samtidig garanterer vi Counter-Strike i absolut verdensklasse. Formatet er lettere forståeligt for den nysgerrige og indeholder mere relevant information for hardcorefans, siger Nikolaj Nyholm, der sammen med kolleger brugte det meste af et år på at rejse rundt og hente inspiration for at sikre de bedste arena- og live-oplevelser i et format, der udnytter alle muligheder for at inkludere og involvere publikum.

– Danmark har en unik mulighed i en industri, der er i kraftig vækst, og udviklingen af tiltag som BLAST skal være med til at gøre vores position endnu stærkere. Vi planlægger fire events i 2018, og så dobler vi op i 2019, hvor vi lidt a la Formel 1 vil introducere faste, tilbagevendende stop i internationale storbyer. Med den tradition, vi har inden for e-sport i Danmark, og med den opbakning, vi mærker fra alle sider, er det vores klare intention at gøre det danske stop til noget helt specielt. Det kommer også til at ske i november i Royal Arena, hvor publikum vil få en endnu bedre oplevelse end ved premieren sidste år, siger Nikolaj Nyholm.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard