Mens vi presser citronen – dansk juledrama på DR2
‘Mens vi presser citronen’ er DR2’s nye juledrama om tre par i 40’erne, der starter en madklub, hvor alt synes lækkert, og der er masser af overskud. Men der er sprækker i det perfekte liv som intet Instagram-billede kan skjule, når madklubben mødes.
Serien er skrevet Lisbeth Wulff og på rollelisten er Ellen Hillingsø, Rasmus Botoft, Peter Gantzler, Lærke Winther og Lisbeth Wulff.
“‘Mens vi presser citronen’ er en tempofyldt, sørgelig og meget morsom historie om generationen, der vil det hele og lidt til. Ønsket om at fremstå som perfekte gør livet meget besværligt, fordi ét sekunds afslapning betyder, at alt kan være tabt, og rejsen mod det uundgåelige sammenbrud er både frygtindgydende, rørende og sjov. Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Lisbeth Wulff som debuterende dramatiker sammen med et stjernehold af skuespillere,” siger DRs dramachef Piv Bernth.
Vi starter en madklub
De kender ikke hinanden så godt, men vil gerne vise de bedste versioner af sig selv frem. Desværre er det ikke så let at pynte på livet i virkeligheden, som det er på de sociale medier. Madklubben kommer derfor hurtigt under pres, da Sigrid i første afsnit slipper bomben, at hendes mand, Peter, har forladt hende til fordel for en 26-årig svensk jazzsangerinde/fotomodel/ph.d.-studerende.
Skilsmissen sætter en lavine af muligheder i gang, da alle tvinges til at se deres eget parforhold lige i øjnene. Og det er hårdt, når man er vant til at køre på rutinen og leve efter en skabelon, man har klippet ud af et Bo Bedre-blad.
Fælles for de fem karakterer er, at de søger det perfekte liv, men de kommer ud for alvorlige udfordringer og ubærlige sammenbrud undervejs i jagten på lykken.
‘Mens vi presser citronen’ er en omvendt julekalender for voksne, et opgør med pænhed og perfektionisme og et spark i røven til de 40-årige – for det bliver ikke jul i år…slet slet ikke..
Serien er på fem afsnit og sendes første gang søndag den 6. december klokken 22.00 på DR2.