LG E6V OLED TV – Test
LG E6V er LG’s næstdyreste OLED TV serie her i 2016. Vi tester 65″ modellen, der byder på fantastisk sort niveau og en glimrende HDR oplevelse.
Læs vores anmeldelse af LG E6V herunder.
Anmeldelse
Design
Man må sige at LG E6V udmærker sig på designet. Skærmen er super tynd, med en glasramme bag på denne. Det er det LG kalder Picture on Glas. Det tynde design muliggøres af OLED teknologien. Det ser virkelig elegant ud også set fra siden.
Teknikken i forhold til tilslutning og så videre er der dog stadig brug for, så det er ikke hele vejen ned at skærmen forbliver så tynd. Teknikken er samlet i en kasse i den nedre del af skærmen.
Nederst finder vi, hvad man kunne kalde for en soundbar. Den er en fast del af skærmen og produceret i samarbejde med Harman Kardon. Designet er igen smagfuldt med riller, der giver et flot udtryk. I forhold til støv og i vores tilfælde flamingorester, kan de dog gøre det lidt mere besværligt i forhold til rengøring.
Vores testmodel på de 65″ er en stor sag at håndtere ved montering, også i forhold til dens tynde design. Montering af den medfølgende fod sker ved at lægge skærmen ned. Det er anvist hvordan, og det fungerer da også, omend man føler en vis uro ved at skulle lægge den ned, nu hvor den er så tynd. Samtidig er det også lidt tricky, at få den løftet, uden at få fingrene i klemme, når der ikke er luft under højtaleren nederst under skærmen.
Tilslutninger og tilbehør
På skærmens højre side er der 4 HDMI indgange, alle naturligvis forberedt til UHD / HDCP 2.2. Der er også 3 USB porte, hvor den ene er USB 3.0.
Pegende bagud finder vi netværkstilslutning,optisk digital lyd ud, kabel-tv/antenne indgang, satellit-tv indgang. Der er, trods prisen, desværre ikke twin tuner indbygget i skærmen, LG har aldrig rigtigt gået op i at tilbyde den mulighed desværre. Dog kan du få twin tuner på G6V topmodellen, men det er noget fedtet ikke også at tilbyde det på denne model prisen taget i betragtning.
Skulle du have have brug for analoge tilslutninger, så er det muligt med adapterstik. Men forhåbentlig har du ikke brug for den slags på et TV i denne prisklasse. Beklager at jeg ikke har et ordentlig billede af tilslutningerne. Der var lige problemer med et SD kort, og tv’et var pakket ned, da jeg opdagede det.
I nærheden af tilslutningerne er der også en powerknap.
På bagsiden er der også plads til et kortlæsermodul. Vi har testet skærmen med Boxer TV modul, som har virket fint.
Der medfølger 2 stk. 3D briller med TV’et.
2 Fjernbetjeninger
Som ofte på dyre modeller, så medleveres der 2 fjernbetjeninger til LG E6V. Den store ligger ganske godt i hånden og har naturligvis en del flere taster end den lille model. Sidstnævnte er meget let og kan nemt glide ud af hånden på en. Med mindre man er knap forskrækket, så vil vi klart anbefale den store fjernbetjening.
Den store fjernbetjening har også LG’s Magic Mouse styring, der virker ok, der er også et scroll hjul som du måske kender det fra en computermus. Det virker ikke altid helt optimalt, også fordi den har dobbelt funktion som OK knap.
Med en pris på 50.000,- så kunne vi da godt ønske os en mere high end remote med metalforside og lys i tasterne, men ok mange vil måske benytte en Universal fjernbetjening, og så er det jo lige meget.
Betjening og brugeroverflade
Vi har været begejstret over LG’s webOS brugeroverflade siden den første version. På 2016 modellerne er vi nået til webOS 3.0, og den fortsætter den gode stil med fin brugervenlighed og hastighed. Sidstnævnte kommer dog lidt på prøve, når skærmen presses med HDR indhold, men det er til at leve med.
Brugeroverfladen er fortsat med app og funktioner i bunden af skærmen.
Skal vi være lidt kritiske, så bliver man dog efterhånden noget overvældet i forhold til menuen, eftersom listen er blevet temmelig lang og kan virke rodet. Vi kan f.eks. ikke forstå, at det er nødvendigt med en kameraapp ikon på listen, når vi ikke har tilsluttet et kamera til skærmen. Det må kunne gøres smartere. Det er dog naturligvis muligt, at arrangere punkter og fjerne nogle for at gøre det mere optimalt manuelt, så det du bruger mest kommer forrest.
Det er muligt at tilføje kanaler til en menu kanalliste, men igen bliver den hurtig uoverskuelig, hvis man tilføjer for mange.
Der er naturligvis også en traditionel kanalliste du kan få frem på skærmen og mulighed for at lave favoritliste.
Kanalskifte sker med fornuftig hastighed uden dog at være helt i top.
TV-Guiden er af og til lidt langsom til at være klar. Primært første gang den aktiveres. Der er tidslinjeoversigt, der kan indstilles mellem 5-7 kanaler af gangen.
Du kan naturligvis også læse programomtale direkte for et aktuelt program.
Installationen er fortsat med den animerede guide og virker fint og logisk nok.
Har du HDMI enheder tilkoblet så kommer skærmen men forslag om at skifte til denne, når HDMI enheden tændes.
Billedeindstillinger og billedekvalitet
Vi havde naturligvis set frem til at opleve billedekvaliteten på dette OLED TV, der jo kan styre hver enkel billede pixel, så det er slut med local dimming zoner og lysglorier. Billedekvaliteten er helt i top og det bedste vi endnu har testet.
Som standard er skærmen sat op til Eco billedeindstilling. Det er dog langt fra den mest korrekte billedeindstilling.
Der er 2 ISF billedeindstillinger (mørk/lyst rum) som vi anbefaler at du benytter. Disse er de mest præcise billedeindstillinger med den mest korrekte farvetemperatur uden dog at være helt præcise.
Med vores måleudstyr kunne vi justere hvidbalancen mere optimalt. Du kan med fordel skifte mellem de to billedetilstand afhængigt af, hvor mørkt der er i din stue, og det ret simpelt at skifte mellem dem.
Den lyse billedeprofil har en gamma på 2.2, mens den mørke har BT.1886, det der efterhånden er blevet den anbefalede standard, i hvert fald i mørke rum.
Husk også at tjekke at billedeformat er sat til Kun Scanne, så undgår du overscan.
Farvemæssigt målte vi, at skærmens farvepalette strækker sig næsten ud til hele DCI/P3 skalaen og omkring 67% af Rec. 2020 skalaen (ved farve indstillingen bred).
Generelt så er skærmen ikke så ramt af reflektionsproblemer, som de fleste andre skærme vi har testet, hvilket er positivt.
Skærmen har ikke de samme problemer som de fleste LED TV i forhold til at du helst skal sidde midt for skærmen for at få et godt billede. Kvalitetsforskel kan godt anes, når man bevæger sig ud til siderne, men det er en langt bedre oplevelse end VA LED paneler, så OLED er bestemt et hit, hvis du og resten af familien ikke altid kan sidde midt for.
Lysmæssigt så er skærmen hjulpet af dens imponerende sortgengivelse. Dermed står lys i mørke scener også ved HDR indhold ganske imponerende. Vi når ikke de 1000 nits på denne skærm, dens maks er omkring 630 ved 2% hvidt vindue, men det gør ikke os noget, når man slipper for lysglorier omkring objekter på sort/mørk baggrund.
Ved brug med HDR udstyr som UHD blu-ray afspiller, skal du huske at aktivere HDMI Ultra HD Deep Color indstillingen på den pågældende HDMI port. Det er et plus, at skærmen understøtter både HDR 10 og Dolby Vision standarden. Man får Dolby Vision logo på Netflix HDR indhold som f.eks. Adam Sandler Netflix filmene og Marco Polo serien. Mest imponerende er dog klart UHD blu-ray oplevelsen. Vi havde også en rigtig god oplevelse med diverse UHD demoer via Astra 19,2 øst. Der er en utrolig dybde i billedet med UHD opløsning og ikke mindst OLED panelets fantastiske billedeegenskaber.
LG E6V håndterer naturligvis også HDTV glimrende, men det er naturligt nok knap så imponerende. Her bliver kvalitetsforskellen måske også tydeligere, fordi skærmen er så dygtig til de supergode signaler med høj bitrate, samt naturligvis det faktum at 65″ gør kvalitetsforskellen mere synlig.
Bevægelse håndterer skærmen også fornuftigt, men er måske nok et af de områder LG fortsat kan forbedre. Der er Truemotion indstillinger, men de kan afhængigt af indhold få film til at se forkert ud.
Vi bemærkede at der et problem med farvestøj ved brug af justering af farverne individuelt. Derfor gik vi tilbage til standardindstillingen i forhold til farver. Vi har hørt om samme problem i Home Theater Geeks podcast’en, så det synes at være et generelt problem.
Vi har ikke udstyr til at teste input lag, men ud fra andre anmeldelser så ligger den i forhold til spilmode ganske flot og brugbar (omkring 34ms).
TV-Lyd
Med sin højtalerløsning så leverer LG E6V klart over gennemsnittet, men som altid når vi taler om TV i denne prisklasse, så må vi altså anbefale noget bedre. Det fortjener billedeoplevelsen.
Men lyden fra de indbyggede højtalere er mere fyldig og naturlig end på de fleste fladskærme.
Smart TV og TV-Optagelse
LG’s webOS har et af de bedste udbud af Smart TV apps med dansk relevans.
Udover Netflix, finder vi apps som Blockbuster, TV2 Play, Viaplay,Yousee Play og interessant nok også Google Play Film. Dem vi savner er primært. C More og HBO Nordic.
Ved førstegangs brug, så skal en del apps opdateres. Det tager ikke ret lang tid, men kunne måske optimeres, så det skete automatisk.
Der er søgningsmulighed, som viser resultater både fra TV-Guide, Netflix og søgemulighed på nettet. Stemmesøgning er dog ikke specielt præcis, og der er da også mulighed for at bogstavere.
Med kun 1 tuner, så er LG E6V ikke optimal til tv-optagelse, såfremt du gerne samtidigt vil se noget andet. Men derudover fungerer den fint nok, også med mulighed for at sætte ting på pause og spole tilbage.
Ved tilslutning af vores USB 2.0 harddisk spørger skærmen selv, om vi vil benytte den til tv-optagelse, og så er det muligt at optage manuelt, via timer eller TV-Guiden. Der er også mulighed for at sætte buffer op på optagelser.
Derudover er der også mulighed for at se HDMI kilde og tuner kilde på samme tid side om side på skærmen, og der er også en spøjs forstørrelsesglas funktion.
Konklusion – LG OLED E6V
LG OLED E6V leverer den bedste billedekvalitet vi har set hidtil på de skærme vi har anmeldt. OLED TV’et har det sortniveau, man så ofte savner på LED TV. Oplevelsen er størst med Ultra HD indhold og billedekildeindhold i god kvalitet.
Med prisen på 50.000,- i forhold til 65″ modellen vi her tester, så er det naturligvis en skærm til et begrænset publikum, der har fokus på billedekvalitet og sortniveau og er villige til at betale for det. Prisen er dog ikke urimelig, når man sammenligner med hvad topmodellerne fra konkurrenterne koster nærmest tværtimod.
Er du filmnørd med en god bankkonto og med planer om at se en masse Ultra HD Blu-ray film, så er LG OLED E6V det oplagte valg. Der er vel pt. kun det endnu dyrere LG G6V der kan konkurrere. G6V tilføjer Twin Tuner mulighed og skulle angiveligt også have lidt mere power på lyset. Den betaler du så pt. 5000 ekstra for. Så længe prisforskellen ikke er større, så kunne vi altså godt mene, at det var værd at overveje. Af samme grund havde vi oprindeligt skrevet os op til at teste G6V modellen, men LG kunne desværre alligevel ikke tilbyde os den til test, viste det sig kørt før levering.
Udover billedkvaliteten, så leverer LG E6V også på betjening, design og det generelle indtryk. Det er et premium produkt, og det skal blive interessant at følge prisen på OLED i de kommende år.
[rwp-review id=”0″] [rwp-table id=”0″]