Branche-Nyt

Kulturministeren: Store sportsbegivenheder skal på de store landsdækkende tv-kanaler

I de seneste år har langt fra alle danskere kunnet se med, når store sportsbegivenheder er blevet vist på tv. Både VM-kvalifikationskampe i fodbold og en række sportsgrene til OL er blevet vist på tv-kanaler, som ikke kan ses af størstedelen af den danske befolkning.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil i den kommende tid tage en række initiativer for at få flere af de store sportsbegivenheder på de store landsdækkende tv-kanaler.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
“Jeg mener, at fodboldlandskampe og andre store sportsbegivenheder af national interesse bør kunne ses af størstedelen af befolkningen, da de bidrager væsentligt til fællesskabet i samfundet. Derfor bekymrer det mig, at en del af disse begivenheder vises på tv- stationer eller streaming-tjenester, der kun kan ses af en begrænset del af befolkningen.
.
Det er regeringens holdning, at vi skal anvende alle håndtag, der kan være med til at ændre på den situation. Den såkaldte sportsliste, som den tidligere regering afskaffede, er et af disse håndtag, og jeg ønsker derfor at genindføre den.

En ny sportsliste er ikke nok. Problemet er især de høje priser på tv-rettigheder, som ofte sælges gennem de internationale forbund. Jeg vil derfor rejse sagen for mine EU-kolleger for at undersøge, om vi kan gøre noget i fællesskab ved det.”

Inden kulturministeren kan indføre en ny sportsliste, skal det blandt andet undersøges, hvordan den kan tilpasses, så den tager højde for danskernes ændrede vaner i forhold til flow-tv og streaming. Der skal desuden tages stilling til, hvilke sportsbegivenheder der skal omfattes af sportslisten.

Fakta om den tidligere sportsliste
Den tidligere sportsliste indgik i en bekendtgørelse, der blev ophævet pr. 1. januar 2019 på baggrund af medieaftalen mellem den tidligere regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.

Sportslisten betød, at visse større sportsbegivenheder (OL, VM- og EM-slutrunder samt kvalifikationskampe i fodbold for herrer, VM- og EM-slutrunder og kvalifikationskampe i håndbold for herrer og damer) skulle tilbydes DR og TV2 til markedspris med henblik på så vidt muligt at sikre, at transmissionerne heraf kunne ses af hele befolkningen.

Bekendtgørelsen fastlagde, at de pågældende sportsbegivenheder skulle transmitteres på tv-kanaler, som kunne modtages af 90 pct. af alle danske husstande. Der måtte ikke være udgifter for husstandene, bortset fra medielicens, betaling af tv-abonnement eller betaling for enkeltkanaler.

Kilde: Kulturministeriet presse

I samme kategori

Back to top button