Branche-Nyt

Kulturministeren indstiller ny formand for TV 2s bestyrelse

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udpeget administrerende direktør for Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, som ny formand for TV 2s bestyrelse. Han afløser Jimmy Maymann, der har været formand for bestyrelsen i de seneste seks år og i januar meddelte, at han stillede formandsposten til rådighed.

Gregers Wedell-Wedellsborg har tidligere været direktør for TV 2 NET og kommer derfor med et forhåndskendskab til TV 2, ligesom han har kendskab til medieverdenen fra sin tid hos Berlingske.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”TV 2 har brug for en formand med en stærk kommerciel baggrund, der kan sikre det økonomiske fundament for, at TV 2 også i fremtiden kan levere public service af højeste kvalitet til danskerne. Gregers Wedell-Wedellsborg har et indgående kendskab til TV 2 fra tidligere, og han har både som tidligere direktør i TV 2, hos Berlingske og senest hos Matas arbejdet fokuseret med digital omstilling. Derfor er han den rette til at stå i spidsen for den digitale transformation, som TV 2 er i færd med netop i disse år. Jeg glæder mig til samarbejdet.”

Gregers Wedell-Wedellsborg siger:
”TV 2 er en urkraft i det danske demokrati og fællesskab. Selv i en tid med opbrud i medielandskabet formår TV 2 at samle os om det væsentlige, det glædelige og det nære – og samtidig stå stærkt som forretning. Den rolle skal TV 2 både bevare og forny. Det er derfor med ydmyghed og taknemmelighed, at jeg har accepteret indstillingen til formand for TV 2s bestyrelse.”

Ligesom resten af TV 2s bestyrelse skal den nye formand vælges på TV 2s generalforsamling, der finder sted den 24. april.

Baggrund om den kommende bestyrelsesformand:
Uddannet cand. scient. pol og Master in Public Administration fra Harvard University
Administrerende direktør, Matas A/S
Bestyrelsesformand for Gyldendal A/S
Næstformand for Tivolis A/S bestyrelse
Fhv. koncerndirektør, Coop Danmark A/S
Fhv. direktør for TV 2 NET
Fhv. direktør i det nuværende Berlingske Media

Kilde: Kulturministeriet pressemeddelelse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard