Jul med Rytteriet – hver adventssøndag på DR2
Julen i år bliver noget ganske særligt. Ud over gaverne, andestegen, konfekten, julefrokosterne og kirsebærsovsen er Rytteriet tilbage. Denne gang med deres helt egen adventskalender. Seerne kan glæde sig til fire søndage i selskab med alle de Rytteri-karakterer, vi kender så godt og selvfølgelig også et par nye.
Det er klart, at julen ikke bliver tegnet som et glansbillede, når dem den kommer i hænderne på, er de herrer Buch og Botoft. Den perfekte jul får en tur i karrusellen, og i stedet bliver der plads til Rytteriets absurditeter og galskab, der hylder den afmagt og frustration, som den tvungne julehygge også ofte rummer.
’Rytteriets Jul’ er umiskendeligt Rytteriet og så alligevel ikke helt. Denne gang har Buch og Botoft sammen med instruktør Peter Harton nemlig samlet alle deres karakterer i et studie i DR BYEN. Seerne flytter med og fejrer julen med dem. Der ædes. Der drikkes. Der bliver kælet og skreget, grinet og grædt.
Gamle kendinge og nye ansigter
’Rytteriets jul’ bliver et varmt gensyn med John og Erik, Tulle og Else, Gunnar og Henry, Tage, Lis og Ole, der denne gang har pakket sig selv ind i en gave. Vi møder også Trines mor og præsten; begge i skikkelse af Bodil Jørgensen. Blandt de nye ansigter er den svenske korleder Gøran og lystløgneren Rikard, der er ekspert i dårlige vittigheder. Det hele bindes sammen af vores vært Nis Bank-Mikkelsen, der fører seerne sikkert igennem alle fire søndage i advent og rammer julen ind, som den sære tid den er. Rytteriets kære husorkester med Marie Key, Bjørn Fjæsted og Henrik Balling lægger også vejen forbi med et nyt julehit.
Julen er hyggens tid, men også en tid, hvor ensomhed, bristede og uforløste drømme står tydeligt frem. Det kommer til at gøre lidt ondt, men det er alt sammen kærligt ment.
DR Drama og Rytteriet har endnu engang gjort sig umage og glæder sig til, sammen med DR2, at vise seerne Rytteriets jul hver søndag i advent kl. 21.00.