Branche-Nyt

Jon Pagh skifter fra Nent Group til TV 2 Sporten

TV 2 har ansat den 38-årige Jon Pagh som ny vært på TV 2s daglige sportsnyhedsudsendelser. Jon Pagh kommer fra TV3 Sporten ( Nent Group), hvor han har arbejdet som sportsreporter og -vært de seneste 5½ år. Dermed fortsætter trenden med at tidligere Nent Group navne rykker over til TV 2. Jon Pagh tiltræder på TV 2 tirsdag 1. februar.

Jon Pagh stammer fra Silkeborg. Han blev uddannet journalist i 2010 med praktiktid på Ekstra Bladet, og det var også på denne avis, han fik sit første job efter endt uddannelse. Her var han – med primært fokus på sport – med til at opbygge Ekstra Bladets web-tv, og han var blandt andet sportsreporter under EM-fodboldslutrunden i 2012 i Polen og Ukraine.

Efter årene hos Ekstra Bladet kom han i 2014 til TV3’s presseafdeling, og siden sommeren 2016 har han været sportsreporter og vært på fodbolddækningen på TV3-kanalerne og Viaplay. Nu ser han frem til nye udfordringer hos TV 2.

– Jeg er hamrende glad for, at en skarp journalist og skærmprofil som Jon Pagh har sagt ja til at blive vært for vores stærke nyhedsdækning af sport på TV 2s flader. Jon har kant, og hans formidlingskvaliteter vil være med til at løfte vores i forvejen dygtige værtskorps. Jeg er sikker på, at seerne vil føle sig i godt selskab med Jon, og jeg glæder mig til at se ham folde sig ud som vært på TV 2s platforme, siger redaktionschef Kristian Bech Josefsen, TV 2 SPORT.

– Jeg er både glad for og ikke mindst stolt over, at jeg nu skal være med på holdet hos TV 2 SPORT. Jeg glæder mig til at blive en del af dækningen af de mange, spændende sportsrettigheder på kanalen, hvor jeg vil bidrage med den erfaring, jeg kommer med fra mit tidligere arbejde, siger Jon Pagh og fortsætter:

– At møde de mange seere fra TV 2s studier i Odense bliver en helt ny udfordring, som jeg ser frem til at prøve kræfter med og udvikle mig i. Med rettighederne til fodboldlandsholdets kampe fra sommer og TV 2s andre store sportsrettigheder går både seerne og TV 2 SPORT en utroligt spændende tid i møde. Og jeg glæder mig i dén grad til at komme i gang.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button