Janni og Lasse rykker ind på ’Go’ aften LIVE
TV 2s populære magasinprogram Go’ aften LIVE får nye værter fra tirsdag 6. april. Det bliver Janni Pedersen og Lasse Sjørslev der genoptager deres værtsmakkerskab kendt fra TV 2 News.
Tirsdag 6. april er deres første dag som værter i ’Go’ aften LIVE’-studiet i Tivoli. I ’Go’ aften LIVE’ supplerer de det andet værtspar, Natasja Crone og Abdel Aziz-Mahmoud. Herudover er Simi Jan og Christian Degn værter i programmet, fordi ’Go’ aften LIVE’s populære værter ofte udlånes til andre programmer.
– Vi er utroligt glade for, at Janni Pedersen og Lasse Sjørslev nu er en del af ’Go’ aften LIVE’s meget stærke værtshold. ’Go’ aften LIVE’ griber dagens store historier og ofte med få timers varsel. Samtidig er det programmets varemærke, at programmets gæster bliver mødt af personlige og journalistisk stærke værter. Det er Janni og Lasse begge i høj grad garanter for, siger Henriette Ladegaard-Pedersen, der er TV 2-redaktør for ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’. Hun fortsætter:
– Jeg kan godt afsløre, at vi længe har haft et godt øje til Janni og Lasse som nyt værtspar, og det var heldigvis gensidigt. Janni og Lasse har en fantastisk kemi indbyrdes – og de forvalter deres stærke håndværk med lune og gode grin. Den kombination passer rigtig godt til ’Go aften LIVE’.
Journalistiske vitaminer
Både Janni Pedersen og Lasse Sjørslev ser frem til deres opgaverne i ’Go’ aften LIVE’-studiet.
– For mig er ’Go’ aften LIVE’ en ny og interessant udfordring efter at have arbejdet i 20 år som mere klassisk nyhedsjournalist. Det bliver sjovt at skulle formidle aktualitetsstof på en anden og mere afslappet måde, end jeg er vant til på TV 2 Nyhederne, og samtidig ser jeg det som en spændende opgave at være med til at give programmet endnu flere journalistiske vitaminer, siger Lasse Sjørslev.
Janni Pedersen er for kort tid siden vendt tilbage efter TV 2 NEWS efter at have været vikar i ’Go’ morgen Danmark’ i det meste af 2020.
– Jeg er utroligt glad for at vende retur til ’GO’-redaktionen – og nu med on air-tid på et mere spiseligt tidspunkt end det seneste år som vikar på ’Go’ morgen Danmark’. Jeg glæder mig til at være med til at præge det fine program til fortsat at være nysgerrig på mennesker, deres liv og skæbner og også være et program, der bider sig fast, overrasker og er dagsordensættende. Det, håber jeg, Lasse og jeg kan være med til at bidrage til, siger Janni Pedersen.
Genforenes som værtspar efter tre år
Med jobbet i ’Go’ aften LIVE’ tager Janni Pedersen og Lasse Sjørslev orlov fra TV 2s nyhedsafdeling, mens Lasse Sjørslev i foråret fortsætter som vært på ‘Besserwisserne’ på TV 2 NEWS.
– Jeg glæder mig rigtigt meget til at skulle sidde i studiet med Janni igen. Vi har lavet utroligt mange timers tv sammen, og vi håber, at folk vil synes, vi er godt selskab. Vi har begge to ambitioner om at sætte vores fingeraftryk på ’Go’ aften LIVE’ med stærk journalistik, både når det gælder de lettere og de mere tunge historier. Og så gør det bestemt heller ikke noget, hvis seerne en gang imellem kan mærke, at vi har det ret sjovt sammen.
Janni Pedersen supplerer:
– Det bliver en fest at være makker med Lasse igen. Vi har haft en tv-pause i tre år, men det er helt rigtigt for os at tage en tur sammen igen. Lasse og jeg supplerer hinanden så fint, både som venner og som kolleger. Jeg glæder mig til at gå på arbejde med ham ved min side, men det bliver nok et makkerskab på en ny måde. Vi er ikke bare blevet tre år ældre – vi kommer også hver især med helt nye erfaringer. Det, tror jeg, seerne vil kunne mærke.