Hver fjerde bruger stadig tekst-TV hver dag
Selv om tekst-TV ikke ligefrem er det medie, der får mest omtale i dagens medielandskab, bliver teksterne og den simple grafik fortsat flittigt benyttet af seerne.
En undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for DR Medieforskning i starten af 2016, viser, at hver fjerde dansker ser tekst-TV dagligt. Brugen er næsten lige stor blandt mænd og kvinder – med en svag overvægt blandt mænd, hvor 26 procent ser tekst-tv dagligt, mens tallet er 24 procent for kvinder.
Tekst-TV blev lanceret af britiske BBC i 1970’erne, og DR lancerede tekst-TV i Danmark i 1983. Dengang havde 30.000 seere et fjernsyn med dekoder, som dengang var nødvendig, for at man kunne få nyhederne serveret.
Da internettet kom, spåede mange, at tekst-TV ville lide en snarlig død, men sådan er det ikke gået – i Danmark i hvert fald. Brugen er dog cirka halveret siden 2002, hvor undersøgelser viste, at 54 procent af befolkningen så tekst-tv daglig.
”Gallups tal viser, at tekst-TV har flest brugere i befolkningen over 40 år, mens det kniber lidt mere med at få nye brugere ind. I befolkningen over 60 år er det en tredjedel, der ser tekst-TV hver dag, mens det er 28 procent af alle mellem 40 og 59 år, der er forbi tekst-TV dagligt eller næsten dagligt,” forklarer medieforsker Henrik Gregor Knudsen fra DR Medieforskning.
Smartphones har haft betydning
Blandt mænd og kvinder under 40 år er 16 procent så vilde med tekst-TV, at de slår ind på en eller flere af de 800 tekst-TV-sider dagligt.
”Der er nok ingen tvivl om, at den store udbredelse af smartphones i de senere år, har haft betydning for, hvor meget vi bruger tekst-TV, men brugen er stadig relativt stor i Danmark,” siger Henrik Gregor Knudsen.
I England slukkede flere TV-stationer for tekst-TV, da de skiftede fra analogt til digitalt fjernsyn for nogle år siden.
TNS Gallup har også spurgt befolkningen, hvad de især læser på tekst-TV. Her er nyheder en klar nummer et – efterfulgt af TV-programoversigter, sport og vejret. Fem procent svarer også, at de bruger tekst-TV til at sætte undertekster på programmerne med.
Kilde: DR