Streamingnyt

HBO Nordics første norske orignalserie er i gang med optagelserne

Serien, der kommer til at bestå af seks episoder, bliver lige nu filmet on location i Oslo. Foruden Nicolai Cleve Broch (Max Manus) og Krista Kosonen (Blade Runner 2049) i de bærende roller som Lars Haaland og Alfhildr løftes sløret nu for en række af de øvrige medvirkende.

Det er duoen bag Lilyhammer, Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin, der har skabt serien, og det er Jens Lien (Jonny Vang, Den brysomme mannen), der instruerer. Rubicon TV, der er en del af Endemol Shine Group, producerer.

Beforeigners finder sted i en nær fremtid, hvor et sært lysfænomen indtræffer over hele verden og sender kraftige lyn ned i havet, hvorefter forhistoriske mennesker pludselig begynder at dukke op. Menneskene kommer fra tre forskellige tidsaldre: Stenalderen, Vikingetiden og den sidste del af det 19. århundrede. Ingen forstår, hvordan det kan lade sig gøre, og de forhistoriske mennesker – kaldet ”beforeigners” – har ingen erinding om, hvordan de er endt der.

Nogle år efter fænomenet bliver Alfhildr (Krista Kosonen) – som kommer fra Vikingetiden – sat sammen med den udkørte politibetjent Lars Haaland (Nicolai Cleve Broch) under politiafdelingen for integration. De skal sammen efterforske et mord på en beforeigner med stenaldertatoveringer, som leder til en række uventede afsløringer.

Blandt de øvrige medvirkende finder man Ágústa Eva Erlendsdottir (Bjarnfreðarson) som Alfhildrs ven Urd; Stig Amdam (Occupied, Frikendt) som politichefen Harald Eriksen; Kyrre Haugen Sydness (Headhunterne, Lilyhammer) som Gregers, den nye partner til Lars’ ekskone; Stig Henrik Hoff (The Thing, Into the white) som Tommy; Ragnhild Gudbrandsen (Occupied) som Lars og Alfhildrs kollega Wenche; Oddgeir Thune (Occupied) som Navn og Eili Harboe (Thelma) som Ada.

Optagelserne finder primært sted i Oslo, men noget af indspilningen kommer også til at foregå i Litauen.

Serien består af seks episoder og forventes at få premiere i 2019. Hanne Palmquist, Steve Matthews og Antony Root er seriens executive producere for HBO.

Beforeigners får eksklusiv premiere på HBO Nordic og på tværs af landene inden for HBO Europe.

Kilde: HBO Nordic presse

I samme kategori

Back to top button