TV-Nyt

Go’ morgen Danmark fylder 25 år

Det sker uhyre sjældent, at et tv-program kan fejre 25-årsfødselsdag med seerne og brugerne. Torsdag 2. december sker det for ’Go’ morgen Danmark’ – TV 2s flagskib om morgenen, som sammen med nyheds-, sports- og vejrredaktionerne klæder danskerne på til resten af dagen.

Da ’Go’ morgen Danmark’ gik i luften i 1996 med værterne Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim, var der både spænding – og skepsis i visse kredse – om, hvorvidt der var seere til TV 2s nyheder og magasinprogrammer om morgenen.

TV 2 var ikke engang kommet først med morgen-tv – og man siger ellers normalt, at dén, der kommer først, vinder. TV3 var gået i gang med morgen-tv en måned tidligere med blandt andre Reimer Bo Christensen som vært, men TV3 blev snart udkonkurreret af TV 2s valg af værter, af TV 2s måde at skabe stemning og af en journalistik baseret på væsentligheds- og oplevelseskriterier. Efter et år lukkede TV3 sit morgenprogram, og også DR har haft særlige morgentilbud i forskellige udgaver, som siden er blevet lukket.

TV 2s ’Go’ morgen Danmark’ ramte præcis den stemning, der passer til netop dette tidspunkt af døgnet, samt et populært programmix med en kombination af journalistik og muligheden for at lære noget nyt og blive underholdt. Fra ministerinterviews til ildsjæle og folk, der mærker dagsordenen på deres egen krop. Fra forfatterinterviews til kokkeindslag. Fra stærke dagsordener til musikindslag.

TV 2 morgentilbud bruges hver dag af cirka en halv million danskere, som hver ser ’Go’ morgen Danmark’ og nyheder på TV 2 i mere end en time om dagen. Hertil kommer TV 2 PLAY-sening live og on demand af ’Go’ morgen Danmark’.

– Et program kan kun opnå at fejre 25 år med seerne og brugerne, hvis programmet hele tiden oplevet som relevant og følger med tiden, og det gør ’Go’ morgen Danmark’. Det er tydeligt, at TV 2s morgentilbud spiller en stor rolle i mange seeres og brugeres hverdag, siger Henriette Ladegaard-Pedersen, der er TV 2-redaktør på både ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’.

På selve fødselsdagen er alle nuværende ’Go’ morgen Danmark’-værter på job, og i dagens anledning sender redaktionen live fra ved 7-tiden og helt frem til klokken 11 – denne morgen og formiddag kun afbrudt af nyhedsudsendelser hver hele time. Programmet er blandt andet ude i landet hos nogle af ’Go’ morgen Danmark’s mange seere.

– Vores seere føler sig dagligt dedikeret til at kommentere programmet og dets indslag i en løbende dialog. Hver eneste dag er der hilsener til værter og forslag fra seerne og brugerne om indslag og tiltag. Seerne oplever, at ’Go’ morgen Danmark’ er deres program, siger Henriette Ladegaard-Pedersen.TV 2 har løbende fornyet sin morgenflade, og især to ting er nu højt prioriteret i den daglige dækning. Kulturdækning og dagsaktuel journalistik. Kulturstoffet har i alle årene haft en fremtrædende placering i ’Go’ morgen Danmark’, som jævnligt er omtalt som ”Danmarks største kulturprogram”.

– Danskernes kulturforbrug er med til at følge og spejle vores liv og fortælle, hvad der rører sig blandt danskerne. Hvilke bøger læser vi? Hvad ser vi i biografen, i teatret og på musicalscenen? Hvilken musik lytter vi til, og hvilke festivaler går vi til? Hvad følger vi på tv og streaming, og hvad lytter vi til i radioen og på podcast. Og hvordan er vores forhold til sociale medier? Kultur er en stor del af danskernes liv og dermed også afgørende for ’Go’ morgen Danmark’, siger Henriette Ladegaard-Pedersen.

 

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button