DRTV NytTV-Nyt

Gensyn åbning 15. marts markeres på DR1

- Huset på Christianshavn og Sonny Souffle Chok Show i restaurerede udgaver

Fredag den 15. marts klokken 6.00 blænder DR op for et helt nyt område på DRTV, som udvides med masser af indhold fra de mere end syv årtier, danskere har haft adgang til public service-tv. Det er arkivtjenesten Gensyn.

Sonny Souffle Chok Show DRTV
Foto: DR

Samme aften fra klokken 20.00 til 21.00 markeres premieren på DR1 med første afsnit af den restaurerede udgave af 70’er-serien ’Huset på Christianshavn’, efterfulgt af første afsnit af underholdningsserien ’Sonny Souffle Chok Show’ fra 1986, der også har fået et filmteknisk ansigtsløft.

Dele af Gensyn vil også blive vist i et afgrænset tidsrum på DR2 fra lørdag den 16. marts. Et afsnit af den nyrestaurerede udgave af ’Huset på Christianshavn’ vil således blive sendt hver fredag klokken 19.30. Og hver lørdag eftermiddag vil DR2 hellige sendefladen til gamle tv-spil, som for eksempel ’Louises hus’ af Leif Panduro.

Der vil også blive vist tv-teater, som for eksempel ’Et dukkehjem’ af Henrik Ibsen med Ghita Nørby i en opsætning fra 1973, og kendte danske kulturpersonligheder som Dan Turèll, Jesper Klein og mange flere kan ses eller genses i ’Lørdagshjørnet’.

Senere kommer der et nyudviklet program på DR2, der vil gå på opdagelse i Gensyn og give anbefalinger til, hvad man kan se.

– Vi er nu klar til at slå dørene op for et sandt skatkammer med spændende, rørende og tankevækkende tv fra den nyere danmarkshistorie, som den gennem årene er blevet afspejlet af DR. Det har været en helt fantastisk opgave at skabe Gensyn, og vi er selv glade for resultatet, som vi håber, danskerne vil tage godt imod og være nysgerrige efter at gå på opdagelse i og på den måde blive klogere på den tid, vi lever i nu, siger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

En bred introduktion til DR’s arkiv

DR Gensyn
Foto: DR, Collage: Ida-Marie Palm Varbæk

– Det er en redaktion i DR, der gennemgår og vælger, hvad vi gerne vil vise, som opfylder formålet om at stille vores kulturarv til rådighed for danskerne. Der vil løbende blive tilføjet flere temaer og meget mere indhold, ligesom noget vil forsvinde, hvis det for eksempel har været bragt som et apropos til en aktuel begivenhed. Men i første omgang har vi valgt nogle temaer, som giver en bred introduktion til, hvad vi har på hylderne og med mulighed for at gå på opdagelse i forskellige typer af programmer, siger Maria Rørbye Rønn.

Om kriterierne for udvælgelsen af, hvad der vises i Gensyn, forklarer generaldirektøren:

– Vi kommer naturligvis til at publicere programmer, som er lavet i en anden tid og som ikke ville være blevet lavet på den måde i dag. Det overordnede princip er, at der ikke er nogen begrænsninger i, hvad vi kan vise i Gensyn. Men det sker altid på baggrund af en konkret vurdering af indholdet ud fra overvejelser som, hvem der er målgruppen, den kontekst programmet vises i, hvordan dansk kulturarv formidles og så videre. Det er ikke noget, der kan sættes på en principiel formel.

15 temaer med masser af indhold

Gensyn får premiere på DRTV med i første omgang 15 udvalgte temaer, som hver rummer en lang række programmer.

Temaet med overskriften ’Serierne der samlede os’ rummer ud over de første 12 afsnit af ’Huset på Christianshavn’ også klenodier som ’Matador’, ’Krøniken’, ’Gøngehøvdingen’ og ’Taxa’. I første omgang i alt 8 serier.

Der er også et tema med krimiserier, som lægger ud med 12 af de mest populære af slagsen gennem tiden. Det er serier som ’Rejseholdet’, ’Een gang Strømer’, ’Ka’ De li’ østers?’ og ’En by i provinsen’.

Under titlen ’Mennesket bag magten’ er der ved premieren på Gensyn et tema med 11 udsendelser om danske politikere. Her kan man møde både statsministrene Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen samt en række andre markante politikere som Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard. Ligesom de andre samlinger vil den blive udbygget løbende.

Serierne der samlede os

Med blandt andet ’Huset på Christianshavn’, ’Matador’, ’Krøniken’, ’Gøngehøvdingen’ og ’Taxa’. I første omgang i alt 8 serier.

Krimiserier

’Rejseholdet’, ’Een gang Strømer’, ’Ka’ De li’ østers?’ og ’En by i provinsen’ – i alt 12 af de mest populære af slagsen gennem tiden.

Gyldne stunder fra de skrå brædder

Rummer ved premieren 17 udsendelser med tv-teater og transmissioner med blandt andet ’Indenfor Murene’, ’Anna Sophie Hedvig’ og ’Svend, Knud og Valdemar’.

Litteraturens originaler

Til at begynde med 9 udsendelser med blandt andre Karen Blixen, Klaus Rifbjerg, Poul Borum og Suzanne Brøgger.

Det talte vi meget om dengang 90’erne

Udsendelser om begivenheder, der fyldte meget i mediebillede, da de fandt sted. I alt 7 udsendelser med blandt andet Hans Engells kollision med en betonklods på Helsingørmotorvejen, præsident Clintons historiske tale til danskerne, prins Joachim og Alexandras forlovelse og Morten Boje Hviid, der overlevede færgen ‘Estonia’s forlis.

Danmarkshistorien

Indeholder ved premieren på Gensyn 9 udsendelser herunder danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard.

Rigeligt smør – sådan har vi lavet mad

I første omgang 18 udsendelser med blandt andet Mik Schacks hjemmeservice, Jan & Roy Hurtigkarl og Conrad & Aksel.

Sonja, Buster og alle de andre

Masser af gensyn med børnefiktion. I alt 15 udsendelser herunder blandt andet ’Nana’, ’Tyllefyllebølleby’, ’Guldregn’, ’Sonja’ og ’Busters verden’.

Det grinte vi meget af dengang

Ikke færre end 22 udsendelser som blandt meget andet ’guld’ tæller ’Drengene fra Angora’, ’Sonny Souffle Chok Show’, ’Normalerweize’, ’Hov-Hov’ og ’Casper & Mandrilaftalen’.

Store armbevægelser med DR’s symfoniorkester

Koncertoptagelser, som blandt andet tæller Kong Frederik IX, der dirigerer Radiosymfoniorkesteret. Der er i første omgang 7 udsendelser.

Vi elsker vort land

Blandt andet en række portrætter af danske byer fra begyndelsen af 1960’erne. I alt 11 udsendelser.

Lørdagshjørnet

Gennem næste 10 år fra midten af 1970’erne var ’Lørdagshjørnet’ en populær udsendelse på DR, hvor kendte gæster blev interviewet. Her er blandt andet gensyn med Dirch Passer, Kim Larsen, Bodil Udsen, Lily Broberg, Lisbet Dahl og Grethe Sønck.

Sådan var kvinder

Der er sket ganske meget i forhold samfundets syn på kvinderne gennem de år, hvor DR har sendt fjernsyn. Derfor er dette tema på 14 udsendelser et godt eksempel på, hvordan Gensyn kan vise en historisk udvikling. Hvordan er kvinder blevet portrætteret gennem tiden, og hvordan er de blevet italesat både af medierne og af dem selv? Her kan man møde en række kvinder, der alle er forskellige steder i livet og i historien, men alle giver de et indtryk af, hvordan det var at være kvinde for netop dem. På samme måde kan der senere komme samlinger i Gensyn med titler som ’Sådan var børn’, ’Sådan var de unge’ og så videre.

Meget mere Annisette

I anledning af at DR1 og DRTV fra den 6. marts sender en ny dokumentarserie om Anisette har Gensyns redaktion sammensat et udvalg af programmer med Annisette og bandet Savage Rose. De har været med siden 1960’erne, og der findes adskillige udsendelser om og med dem. Her er der gensyn med 6 af dem.

Mennesket bag magten

Udsendelser om danske politikere. Her kan man møde både statsministrene Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen samt en række andre markante politikere som Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard. Lige som de andre samlinger vil den blive udbygget løbende og rummer ved premieren 11 udsendelser.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard