StreamingnytTV-Nyt

French Open 2021 på TV og Streaming

Søndag 30. maj bliver French Open på Roland Garros skudt i gang i Paris. Discovery+ abonnenter kan hver dag frit vælge mellem, hvilke af de mange kampe i Roland Garros, som de vil følge, da der bliver streamet direkte fra alle baner under hele turneringen. Samtidig sendes udvalgte kampe på Eurosport 1 og 2.

I år kan man blænde op for tennis fra morgen til aften. For første gang i den traditionsrige tennisturnering bliver der også spillet kampe om aftenen. Sammenlagt bliver der spillet 10 kampe på centre court om aftenen fra klokken 21.00. Her får udvalgte mænd og kvinder i singleturneringerne æren af at spille.

Set fra dansk synspunkt er særligt 18-årige Clara Tauson interessant at følge. Sidste år blev hun slået ud i anden runde, og der er ikke nogen tvivl om, at hun går efter at forbedre det resultat i år

– Hos kvinderne bliver det særdeles spændende at følge Clara Tauson, som imponerede sidste år ved at spille sig igennem kvalifikationen og i første runde besejrede Jennifer Brady fra USA. Jeg håber, at Clara kan lade sig inspirere af det flotte resultat fra sidste år, når hun går på banen. For hun ved, at hun kan præstere på allerhøjeste niveau, når hun spiller med i Roland Garros. Hun har muligheden for at sende et tydeligt signal til sine kolleger på WTA Touren om, at hun er en spiller, som er klar til at tage næste skridt i sin karriere, siger discovery+ og Eurosport tennis-ekspert og kommentator, Michael Mortensen.

Udover Tauson fremhæver han også Ashleigh Barty, Naomi Osaka og Aryna Sabalenka blandt kvinderne, som er særdeles interessante at følge i år.

Tauson er dog ikke den eneste dansker, der er sikret deltagelse i den franske Grand Slam-turnering. Frederik Løchte Nielsen stiller nemlig op i double-turneringen, og de to 17-årige Johanne Svendsen og Elmer Møller stiller op i junior-turneringerne.

– Grand Slam-tennis fylder meget hos os på discovery+ og Eurosport. Man får ganske enkelt ikke bedre tennis end det her. Hvert år byder på kæmpe dramaer på gruset i Frankrig, og det tør vi også godt garantere i denne omgang. Og set med danske briller håber og tror vi jo alle på, at Clara Tauson er kvinden, der vil være med til at levere nye mirakler som kan samle alle sportsfans i Danmark omkring tennis, siger Søren Klæstrup, Head of Sports hos Discovery Danmark

Derudover sendes udvalgte kampe på Eurosport 1 og 2 fra søndag den 30. maj. Under turneringen stiller discovery+ og Eurosport med et stærkt dansk kommentator-hold bestående af Michael Mortensen, Sisse Folmø, Thomas Skouboe og Peer Kaae.

Kilde: Discovery Networks presse

Euro 2020 ViaplayReklamelink

I samme kategori

Back to top button