Branche-Nyt

Forlig i sag mellem TV 2 og Nent Group

Nordic Entertainment Group (NENT Group) og TV 2 Danmark har i dag indgået et forlig vedrørende NENT Groups krav om erstatning, der blev fremsat i 2006. TV 2 Danmark skal betale 430 mio. danske kroner til NENT Group til fuld og endelig afgørelse af sagen.

NENT Groups krav mod TV 2 Danmark og dets ejer, den danske stat, som blev behandlet af Østre Landsret, vedrørte konkurrenceretlige og statsstøtteretlige forhold, herunder TV 2 Danmarks brug af visse rabatter på tv-reklamer mellem 2001 og 2010.

Kravet blev fremsat på basis af en afgørelse fra Konkurrencerådet fra 2005, som fandt, at TV 2 Danmarks brug af disse rabatter udgjorde misbrug af dominerende stilling. Konkurrencerådets afgørelse blev stadfæstet af Højesteret i 2011. Dagens forlig er blevet indgået efter afklaring af flere principielle juridiske spørgsmål.

NENT havde krævet 1,4 mia. kr. med tillæg af procesrenter i erstatning. Med forliget mellem NENT og TV 2 er sagen nu forligt på et væsentligt lavere beløb – i alt 430 mio. kr. Hver part bærer egne omkostninger.

NENT hæver derudover sagen ved Østre Landsret. Dermed er sagen om TV 2s betaling af ulovlighedsrenter til staten og NENTs erstatningskrav mod staten også afsluttet.

Anders Jensen, administrerende direktør i NENT Group: “Det glæder os meget endelig at kunne sætte punktum i denne lange proces med et resultat, der er økonomisk positivt for vores selskab. Resultatet sender derudover et stærkt budskab om vigtigheden af fair konkurrence og er derfor positivt også for det bredere danske marked.”

Forliget afspejler, at TV 2 ønsker at afslutte den langvarige sag og se fremad.

– Tvisten om TV 2s årsrabat har nu pågået i over 15 år, og der har været afholdt en historisk langvarig syn- og skønsproces. TV 2s ønske har været at få en fornuftig afslutning på den langvarige sag. Derfor er jeg glad for, at NENT og TV 2 har forligt sagen på et væsentligt lavere beløb, end NENT havde lagt an til. Nu kan begge parter kigge fremad, siger Jimmy Maymann, bestyrelsesformand i TV 2 DANMARK, og fortsætter:

– Efter at sagen ved Østre Landsret er hævet, er TV 2 endelig fri af de store retssager fra fortiden, der har klæbet til os i mange år, og som vi nu lægger bag os. Årsrabatten er udfaset for længe siden, og den delvise licensfinansiering af TV 2 stoppede med udgangen af juni 2004, men sagerne har ligget som en tung dyne over TV 2. Det er en stor glæde, at vi nu kan fokusere på den igangværende digitale omstilling af virksomheden og investere i det public service-indhold, som skal sikre, at TV 2 er en stærk dansk public service-aktør mange år frem.

Betalingen fra TV 2 Danmark vil indgå i regnskabet som en positiv post og vil dermed påvirke sammenligneligheden i NENT Groups regnskab for første kvartal d. 26. april.

Kilde: Nent Group presse / TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard