TV-Nyt

Fiskebanko på DR2

90 fiskere smider snøren ud over hele Danmark den 6. juni, når DR2 spiller fiskebanko med seerne og sætter fokus på den store interesse for lystfiskeri, der er vokset frem under coronakrisen.

Lige nu skal man ikke bevæge sig ret langt langs landets 8750 km kystlinje eller langs søer, damme og vandløb, før man falder over især mænd, der er ude med snøren. Men stadig flere kvinder er det også, for interessen for lystfiskeri er eksploderet under coronakrisen. Her er fiskestængerne blevet luftet, alt imens folk hverken har måttet gå til håndbold eller badminton. Blandt forhandlere af fiskegrej melder man om en voldsom stigning i salget – især til folk, der har villet ud at fiske for første gang. Den fornyede interesse for at fiske er en af grundene til, at DR2 nu sender en temalørdag og bevæger sig under havoverfladen.

Værterne for ’Fiskebanko på DR2’ er den passionerede og nystartede lystfisker Mikkel Frey Damgaard og en af landets største fiskeeksperter, Gordon P. Henriksen, der kommer til at sende fra en søbred et sted på Sjælland.

– Selve motoren i de to timers udsendelse bliver fiskebankoet. Men jeg tør godt love, at vi ellers kommer rundt om stort set alle aspekter af lystfiskeri og alle typer mennesker, der gør det, forklarer Lars Ostenfeld, der er redaktør på ’Fiskebanko på DR2’. Han har tidligere stået bag en række event-drevne programmer på DR3, blandt andet ’Smerteeksperimentet’ og ’Æggebanko’, som modtog TV-Prisen. Lars Ostenfeld har senest også været instruktør på ’På sporet af ulven’, som stadig kan ses på DRTV.

90 fiskere står klar

Bankospillet foregår på den måde, at lystfiskere med et nummer fra 1 til 90 står klar på for eksempel en kutter i Øresund, ved en put and-take-sø, ved Randers Havn, ved kysten på Sydfyn, ved Skjern Å og flere andre mindre destinationer. Hver gang, de er heldige at få noget på krogen, kommer der en ’dong-lyd’, som i de gamle ’Tipslørdag’-dage. Nummeret på den heldige fisker råbes så op, og alle DR2-seere kan spille med i fiskebanko hjemme i stuen, i sommerhuset eller for den sags skyld, mens de selv er ude at fiske. Bankopladerne genererer man på sitet dr.dk/fiskebanko, og man kan hente lige så mange, man synes, man kan styre. Undervejs vil der være mulighed for at vinde pokaler, fiskeudstyr eller fede fiske-features – uden at seerne dog skal regne med at blive forgyldte.

– De 90 lystfiskere er fundet på alle mulige måder, og i løbet af aftenen får seerne også en række forskellige lystfisker-historier – både med nogle af dem, der lige er begyndt med at fiske under coronakrisen, men også en pigegruppe, der fisker, nogle, der bruger det som terapi, og en drengeklub, der flyver med helikopter i Lapland, når de skal på fiskeri, forklarer Lars Ostenfeld.

Send dine billeder ind fra dagen

Han understreger, at det på forhånd er umuligt at forudsige, hvor mange lystfiskere, der får bid i løbet af de to timers direkte fjernsyn.

– Vi gætter på, det er et sted mellem 40 og 60, så der er nok til at spille pladen fuld. Men vi opfordrer også til, at seerne hjælper os i løbet af lørdagen, den 6. juni. Det kan de gøre ved selv at tage ud at fiske på dagen, siger Lars Ostenfeld.

Fanger man selv en fisk, kan man sende en film eller et foto af sin fiskefangst til [email protected] eller til DR2’s Facebook-side på www.facebook.com/dr2tv.

Kilde: DR presse

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard