Branche-Nyt

Finanslovsaftale annullerer DR-besparelser

Aftalepartierne bag finansloven er enige om at skabe ro om DR’s økonomi ved at annullere de planlagte besparelser i den daværende regerings medieaftale på DR fra 2022 og frem.

DR tilføres derfor 120,4 mio. kr. i 2022 og 260,3 mio. kr. årligt i 2023 og frem. Derudover er der afsat ekstra midler til P6 og P8 i 2021.

Med finanslovsaftalen mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet styrkes public service med en tilbagerulning af den tidligere regerings planlagte besparelser på DR for 900 mio. kr. I alt er der afsat omkring 4,7 mia. kr. årligt til medieområdet forud for de kommende medieforhandlinger.

Kulturminister Joy Mogensen siger:
“Dansk medieindhold har aldrig været vigtigere, end det er i dag, og derfor har regeringen fra dag 1 sat sig for at styrke dansk public service med opbakning fra vores støttepartier.

Det leverer vi på med denne finanslovsaftale, hvor vi tilbageruller den tidligere regerings planlagte besparelser for over 900 mio. kr. frem til 2025 og dermed skaber ro om DRs samlede økonomi. Vi har også sikret fortsat overlevelse for P6 og P8 i 2021. Vi står over for kommende medieforhandlinger, og med finanslovsaftalen er der sikret omkring 4,7 mia. kr. årligt til medieområdet forud for forhandlingerne.

Finansloven skal sikre stabile rammer for medieområdet, som skal udmøntes i de kommende medieforhandlinger.

Der er således afsat en samlet ramme for medieområdet på omkring 4,7 mia. kr. årligt i perioden 2022-2025.

Regeringen forventer at tage fat på medieforhandlingerne i 2021.

DR’s bestyrelsesformand, Marianne Bedsted, siger:

”Vi er i DR glade for, at der er politisk opbakning til at prioritere public service og det danske indhold. Aftalen betyder, at vi kan fortsætte arbejdet med den strategiske retning, vi har sat for DR, hvor vi målrettet arbejder med at understøtte demokratiet, bidrage til dansk kultur og styrke fællesskaber.”

”Når udenlandske aktørers indflydelse bliver stadig større, er et stærkt dansk alternativ helt afgørende. I 2019 blev 96 procent af DR’s samlede programomkostninger investeret i dansk indhold. Med finanslovsaftalen kan vi – blandt andet i samarbejde med de private producenter herhjemme – forsætte med at producere indhold, der tager udgangspunkt i vores fælles kultur, værdier, sprog og historie. Samtidig kan vi fortsætte med at udvikle og investere i vores digitale platforme, som er et fundament for, at vi kan nå danskerne også fremover.”

DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, siger:

”Det er glædeligt, at der nu er truffet en politisk beslutning om at annullere de udestående besparelser på DR. Medieudviklingen betyder, at især det indhold, der er målrettet vores børn og fælles kultur, er presset af det udenlandske indhold, og her kan vi i DR gøre en særlig forskel. Derfor har vi med afsæt i vores strategi for nyligt fremlagt en række konkrete initiativer, der skal styrke indholdet for vores børn og kultur yderligere. Med annulleringen af besparelserne kan vi fortsætte arbejdet, og det ser vi meget frem til.”

”Med finansloven er der nu sikret stabile rammer om DR’s økonomi i de kommende år. Det er afgørende for, at vi i DR kan fortsætte arbejdet med vores public service-ambitioner og den digitale udvikling, der er helt afgørende for at nå danskerne med indhold fremadrettet. For hele den danske mediebranche er der samtidig mange spørgsmål, der endnu ikke er afklaret. Derfor ser vi nu frem til de kommende medieforhandlinger, som også er en lejlighed til at sikre gode rammer om det danske indhold.”

Kilde: Kulturministeriet presse / DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard