Danskerne kan igen synge sammen hver fredag aften, når ’Fællessang – hver for sig’ vender tilbage på DR1 og DRTV. ’Fællessang – hver for sig’ sendes fredage klokken 20.00 på DR1 og DRTV fra 23. oktober til 18. december.
Programmerne blev i foråret hurtigt tradition i de danske hjem, hvor seere i alle aldre og alle dele af landet så og sang med, da landet lukkede ned. Når ’Fællessang – hver for sig’ toner frem på skærmen bliver det igen med Mads Steffensen og Phillip Faber.
For Phillip Faber giver en ny omgang ’Fællessang – hver for sig’ ikke kun anledning til at synge sammen med hele Danmark igen. Det giver også mulighed for at synge sange, der ikke var mulighed for i foråret.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at synge smukke skumrings- og efterårssange som ’Nu falmer skoven trindt om land’. Og når vi når julemåneden, er vi et sted, hvor den danske sangtradition står allerstærkest, og da er det en helt unik skattekiste af sange, vi kan vælge fra, siger Phillip Faber, der til daglig er chefdirigent for DR Pigekoret.
’Fællessang – hver for sig’ rundt omkring i landet
Da det første fællessangsprogram startede i marts, var det med en hjemlig stemning, og siden blev det sendt med Danmarks største virtuelle kor af danskere, en sankthans-udgave og et helt program fra Parken kun med ikoniske fodboldsange.
Denne gang vil ’Fællessang – hver for sig’ over ni programmer igen have en hjemlig stemning, og så vil udsendelserne trække tråde rundt omkring i det danske land.
I det første program vil der være tråde til det fynske. For eksempel vil Marstals Småborgerlige Sangforenings sømandskor synge for, og så vil nogle af sangene tage udgangspunkt i Kim Larsens musik. Kim Larsen boede på Fyn og ville i øvrigt være fyldt 75 år på datoen for første program.
Claus Hempler, Medina, Shaka Loveless og Jørn Jeppesen vil være blandt aftenens gæstestjerner som synger sammen med hele Danmark den 23. oktober.
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag