TV-NytStreamingnyt

Ex on the Beach – Danmark på Kanal 4 og Dplay

Alt kan ske, når ‘Ex on the Beach’ er tilbage med en spritny sæson, hvor otte nye, smukke singler skal på deres livs eventyr for at feste, flirte, date og måske finde kærligheden. Men lykken varer jo som bekendt ikke længe, og op ad bølgen blå stiger igen en stribe af deltagernes ekskærester, som alle har deres egen dagsorden i programmet. For hvor nogle af ex’erne er kommet for at få en ny chance hos den eneste ene, som slap væk, så medvirker andre udelukkende for at gøre livet så surt, som de overhovedet kan for deres tidligere flammer.

I den nye sæson af ’Ex on the Beach’ rejser singlerne til en luksusvilla i Grækenland med en fantastisk udsigt over Middelhavet – en smuk ramme om al dramaet og kærestekonflikterne, som nok engang følger i kølvandet på alle deltagernes forliste forhold hjemme i Danmark. For selvom deltagerne umiddelbart skal leve nogle uger som vaskeægte jetsettere ved den græske riviera, så lurer fortiden naturligvis lige under overfladen, og alle singlerne går med en konstant frygt for, hvornår det er netop deres kæresteskeletter, som begynder at vælte ud af skabet.

Og i denne sæson er der i den grad skruet op for uforudsigeligheden, da vi allerede i første afsnit skal byde velkommen til en ekskæreste i villaen, ligesom der heller ikke går lang tid, inden tabletten plinger og en stribe af singlerne må pakke deres badetøj og rejse hjem til hverdagen igen. Derudover byder programmerne også på en lang række eksotiske dates med masser af action og luksuriøse oplevelser, ligesom deltagerne også vil få flere overraskelsesbesøg af kendte personer og markante, tidligere ’Ex on the Beach’-personligheder, som alt sammen er med til at skabe den mest underholdende og vilde sæson til dato.

Så find popcornene frem, læn dig tilbage i sofaen og forbered dig på endnu en runde kanon underholdende kærestefnidder for rullende kameraer med alt, hvad dertil hører af grin, gråd, sex og en perlerække af vaskeægte WTF-øjeblikke!

Kilde: Discovery Networks presse

I samme kategori

Back to top button