TV-Nyt

EM håndbold trækker seere til TV 2 Sport

EM håndbold 2016 TV 2Under de første fem dage med EM i herrehåndbold er TV 2 SPORT Danmarks tredjestørste kanal. Også stor aktivitet på TV 2 PLAY og digitale platforme.

Håndboldfeberen raser i Danmark, og det oplever TV 2 både på sin hovedkanal og på TV 2 SPORT, TV 2 PLAY og øvrige digitale platforme. Flere end 1,7 millioner danskere så slutningen af Danmarks kamp mandag mod Montenegro på TV 2, og for TV 2 SPORT er EM-håndbold også en fest.

I EM’s første fem dage er TV 2 SPORT Danmarks tredjestørste kanal med en gennemsnitlig andel af danskernes tv-sening på 4,8 procent – kun overgået af TV 2 og DR1. I perioder søndag eftermiddag – under kampen Hviderusland-Island med seertal op til knap 260.000 – var TV 2 SPORT endda Danmarks mest sete kanal.

Søndag 17. januar er nu TV 2 SPORTs seermæssigt bedste dag med en seerandel på seks procent, og kanalens tre bedste dage stammer nu alle fra den igangværende EM-slutrunde i Polen.

– Jeg er glad for, at der bliver taget så godt imod vores nye tiltag på TV 2 og TV 2 SPORT. Vi prøver hvert eneste år at forny vores dækning, og i år har vi valgt at have et ekstra studie i den hal, hvor værtsnationen Polen spiller. Vi kommer derfor endnu tættere på EM via vært Stine Bjerre Jørgensen, ekspert Claus Møller Jacobsen og kommentator Michael Stærke i Krakow. Det er en klar og bevidst satsning på at lave endnu bedre tv, og det har TV 2 SPORT-seerne taget flot imod, siger chefredaktør John Jäger, TV 2 SPORT, der står i spidsen for den samlede EM-dækning.

John Jäger glæder sig også over, at seertal og seerkommentarer viser, at brugerne er glade for TV 2 SPORTs øvrige stærke kommentatorer og eksperter Ulrik Jönsson, Peter Bruun Jørgensen og Daniel Svensson.

Vækst i den digitale brug af EM-tilbuddene
Foruden EM-kampene på TV 2 og TV 2 SPORT viser TV 2 PLAY yderligere nogle håndboldkampe med dansk kommentering – og alle disse EM-kampe på TV 2s kanaler kan ses både live og on demand på TV 2 PLAY. EM-håndbold er med til at skabe høj live-sening på TV 2 PLAY samt tegning af nye abonnementer til TV 2s streamingtjeneste.

– Vi ser, at der år for år er en betydelig stigning i efterspørgslen efter live-streaming. Danskerne bliver mere trygge ved streaming, som markedet vokser og vokser, samtidig med at TV 2 PLAY er blevet langt mere kendt de seneste år. En anden væsentlig pointe er, at abonnenterne i stigende grad køber “Hele Pakken” med både live- og on demand-adgang. Det er endnu en indikation på, at danskerne begynder at værdsætte den fulde fleksibilitet og frihed, som TV 2 PLAY tilbyder, siger kommerciel chef for TV 2 PLAY, Klaus Andersen.

EM-håndbolden dækkes også på tv2.dk, apps, med masser af webtv og på sociale medier, og også på disse områder oplever TV 2 stor interesse for EM-slutrunden. Faktisk er trafikken på sport.tv2.dk mere end fordoblet under EM i forhold til almindeligt niveau, og det forventes, at trafikken stiger yderligere i de kommende dage.

– Jeg er faktisk lidt overvældet over, hvordan vi har været i stand til at få fat i brugerne på em.tv2.dk og de sociale medier. Både de stærke kommentarer fra eksperterne og de mere muntre indslag fra slutrunden er virkelig meget læst, set og delt på de sociale medier. Det virker, når vi sigter efter både at levere den tunge analyse og den mere hyggelige ”kom tættere på hele holdet – og holdet bag holdet”. Vi har – tyder tallene på – igen været i stand til at flytte os, så vi har ramt seerne og danskerne dér, hvor de er, siger John Jäger.

EM-håndbold frem til og med 31. januar

TV 2s EM-dækning fortsætter helt frem til og med finaledagen søndag 31. januar. I aften spiller Danmark sin sidste puljekamp mod Ungarn – en kamp, der afgør, hvor mange Danmark får med i den mellemrunde, som dækkes tæt på TV 2 og TV 2 SPORT helt frem til midten af næste uge.

Fredag 29. januar er der placeringskampe på TV 2 SPORT og semifinaler på TV 2, og søndag 31. januar spilles kampene om guld, sølv og bronze på TV 2. Igen med TV 2s kendte kommentatorer, værter og eksperter som seernes og brugernes hjælpere.

– Danskerne sætter pris på både Thomas Kristensen, Bent Nyegaard, Morten Ankerdal, Nikolaj Jacobsen og Lars Christiansen omkring de danske kampe på TV 2. Både under kampene, før kampene og efter kampene. Vi ved jo godt, at stærke eksperter kan dele vandene, men jeg mener, at vi har et stærkt mix af både høj tv-faglighed, stærk håndbold-faglighed og masser af glæde, smil og begejstring. Det er, som vi ønsker, at det skal være her på TV 2 for alle danskere. Og så glæder jeg mig over, at vi på en glad og positiv facon er i stand til at gøre seerne meget klogere, når vi har alle spillerne i studiet efter kampene på både TV 2 og TV 2 SPORT, siger John Jäger.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard