TV 2 viser EM-finalen i fodbold i 3D
Søndag 1. juli spilles der EM-finale i fodbold i Kiev, og i forbindelse med finalen tager TV 2 og Canal Digital en helt ny teknologi i brug, så danskerne kan se finalen i 3D hjemme i stuerne.
– Det er første gang, at det kan lade sig gøre at sende en EM-finale i 3D, og den mulighed for at give danskerne en helt ny og spændende tv-oplevelse kan vi ikke sige nej til. Vi forventer, at 3D-udgaven af kampen vil give danskerne en fornemmelse af at være endnu tættere på kampen. Og så håber vi selvfølgelig på, at Danmark er med i finalen, så oplevelsen kan blive endnu større hjemme i stuerne, siger Lars Esben Hansen, teknisk chef på TV 2.
Adgang til TV 2s 3D signal fra kampen kræver, at seeren har et 3D-fjernsyn og er kunde hos Canal Digital. 3D-udgaven af kampen sendes på en særlig TV 2 frekvens hos Canal Digital, og kampen kan naturligvis også ses i HD/SD på TV 2s normale frekvenser.
– Det er fantastisk og en lille smule historisk at kunne sende EM-finalen for første gang i Danmark direkte i 3D. Vi glæder os til at give vores kunder en ekstra oplevelse af de helt store, og vi stiller TV 2s 3D signal fra kampen til rådighed for alle kunder. Vi ved fra tidligere sportsbegivenheder, vi har sendt i 3D, at interessen er stor blandt kunderne. Nu krydser vi fingre for, at det bliver det danske landshold, vi skal nyde i 3D, siger Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør i Canal Digital Danmark.
På et år er antallet af danske hjem med 3D-fjernsyn steget fra fire til 14 procent, fremgår det af en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Alle kunder hos Canal Digital Danmark har adgang til at se TV 2s signal fra EM-kampen i 3D. Det kræver at man har en HDTV-boks og en fladskærm, der kan vise 3D. TV 2s 3D-signal fra EM-finalen vil være at finde på kanalplads 164. Læs mere på www.canaldigital.dk
Kilde: Canal Digital presse