TV-Nyt

Ekstra Bladet Cup er tilbage på 6’eren og Kanal 5

fodboldligaerKanal 5 og 6’eren disker igen op med alt det bedste fra den danske pokalturnering, når Ekstra Bladet Cup er tilbage på skærmen fra onsdag d. 22. september. Det er muligt for seerne at følge deres favorithold helt tæt, når vi sender direkte fra arenaer over hele landet. De bedste spillere i Danmark leverer spændingen, og uanset om man er til FCK eller Brøndby, Hobro eller HB Køge, er det Kanal 5 og 6’eren, der leverer varen.

Ekstra Bladet Cup er hvert år garant for store overraskelser, og i sidste sæson stod SønderjyskE for et af de mest opsigtsvækkende resultater, da de i fjerde runde sendte FC København ud af turneringen med en sejr på hele 5-0! Hobro, der var 2. divisionshold i sidste sæson, kæmpede sig sensationelt frem til kvartfinalen, mens 1. divisionsholdet Vejle nåede hele vejen til semifinalerne. Her befandt Vejle sig sammen med de tre Superligahold, OB, FC Nordsjælland og FC Midtjylland, og det blev altså de to sidstnævnte, som gik i finalen.

Sportschef på SBS TV, Jes Holm Andersen, fulgte på tætteste hold sidste sæsons udgave af Ekstra Bladet Cup, hvor der var drama og mindeværdige kampe i massevis.

”Det er med stor fornøjelse, at vi igen er klar til at præsentere Ekstra Bladet Cup for vores seere. Sidste sæson bød på masser af spændende kampe og uforudsigelige resultater. Mange hold kommer langt på deres fighterindstilling, og muligheden for at de mindre hold kan drille favoritterne og gå hele vejen er noget af det, der gør pokalturneringen rigtig interessant. Hvis man ikke er klar og rammer dagen, kan overraskelserne opstå. Det er fascinerende at se hold fra de lavere rækker udleve eventyret igennem turneringen, som vi så med Hobro og Vejle i sidste sæson, og som Nordvest FC viste forrige år med en plads i semifinalen mod FCK,” siger Jes Holm Andersen.

Nu er Ekstra Bladet Cup igen blevet sparket i gang, og fodbolden ruller som aldrig før på Kanal 5 og 6’eren. Hos SBS TV glæder man sig over at kunne præsentere dansk fodbold oveni de mange kampe fra den engelske og den spanske liga. Kanal 5 og 6’eren er blevet synonym med fodbold i topklasse, og Jes Holm Andersen er ikke i tvivl om, at EB Cuppen nok skal leve op til forventningerne og igen levere underholdning til alle fodboldglade seere.

”Jeg ser frem til en spændende udgave af den traditionsrige turnering med underholdende fodbold og nye store dramaer. FCK må være blandt favoritterne til at gå hele vejen, og med en finale som spilles på hjemmebanen i Parken, er motivationen altid stor for løverne, som også har succes i Champions League, senest med en sejr over de russiske mestre, Rubin Kazan. Derudover har hold som Brøndby og OB også fået lovende lodtrækninger, så dem tror jeg også, at vi får se langt hen i turneringen. Det bliver spændende at se, om sidste års finalister fra FC Nordsjælland og FC Midtjylland kan gentage bedriften, og mon ikke også vi får et hold, der udmærker sig som favoritdræber i denne sæson,” siger Jes Holm Andersen.

Vi følger den 57. udgave af den danske pokalturnering fra tredje spillerunde og helt frem til finalen i slutningen af maj. FC Nordsjælland skal forsøge at forsvare titlen, mens de mindre klubber alle drømmer om det store pokaleventyr. Hvem når finalen? Hvem snubler? Og hvem bliver årets favoritdræber? Kanal 5 og 6’eren giver svarene, når vi igen er klar med en tæt dækning af alle dramaerne, som man kun finder i pokalturneringen. 

3. runde af Ekstra Bladet Cup onsdag d. 22. september på 6’eren
Viby IF – FC København kl. 15.55
Varde IF – Brøndby IF kl. 18.00

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard