TV-Nyt

Efterforskningen

- den nye danske TV 2 serie

Så har TV 2 sat premiere på deres nye danske serie Efterforskningen. ‘Efterforskningen’, der er baseret på opklaringen af ubådssagen og er skrevet og instrueret af den Oscar-nominerede manuskriptforfatter og instruktør Tobias Lindholm, får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 28. september. I øvrigt samme dag som svenske SVT sender serien. Serien er på 6 afsnit.



Efterforskningen har fokus på opklaringsarbejdet

Serien er på i alt seks afsnit og giver et unikt indblik i Jens Møller og Københavns Politis komplekse efterforskning, der førte til opklaringen af drabet på den svenske journalist Kim Wall. Serien er blevet til i tæt samarbejde med drabschef Jens Møller, specialanklager Jakob Buch-Jepsen og Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim Wall.

I over otte måneder følger vi drabschef Jens Møller (Søren Malling) og hans hold af dedikerede efterforskere (Laura Christensen, Dulfi Al-Jabouri, Hans Henrik Clemensen og Anders Juul) i deres utrættelige efterforskning af det, der blev danmarkshistoriens mest omtalte drabssag. På papiret lignede det en meget simpel sag: En mand og en kvinde sejler ud i en ubåd. Manden kommer alene i land. Og da ubåden hæves finder politiet blodspor fra den unge kvinde i det ellers gennemskyllede skrog. Det viser sig dog hurtigt, at sagen ikke er helt så simpel. Der er ikke noget lig, ikke nogen dødsårsag, ikke noget motiv og ikke noget mordvåben.

’Efterforskningen’ bringer os helt tæt på Jens Møllers metodiske opklaringsarbejde. Helt tæt på svenske lighunde, der er trænet til at kunne opspore lig, der ligger langt under havets overflade. Helt tæt på strømforholdene i Øresund og Køge Bugt, helt tæt på dykkerne fra søværnets minørtjeneste og helt tæt på de udfordringer, specialanklager Jakob Buch-Jepsen stod overfor i sin kamp for at klargøre sagen til retten.

Vi kommer også helt tæt på det usædvanlige og rørende venskab, der opstod imellem drabschef Jens Møller og forældrene Joachim og Ingrid Wall (Rolf Lassgård og Pernilla August). Den viser os, hvordan mødet med Ingrid og Joachim og sagen i det hele taget, blev afgørende for Jens Møllers forhold til sin egen familie og hvorfor netop denne efterforskning blev Jens Møllers sidste som drabschef.

Skuespillerne i Efterforskningen på TV 2

Efterforskningen søren malling
Foto: Per Arnesen/TV 2

Søren Malling spiller Jens Møller

I offentligheden er Jens Møller kendt som drabschef. Hans korrekte titel er dog Chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet i København. Jens Møller, der har arbejdet i politiet i over 35 år, har været involveret i opklaringen af mere end 130 drab og er vel det, man kan kalde en veteran. Dette betyder dog ikke, at han har mistet hverken nysgerrighed eller opfindsomhed i sit arbejde. Jens er fokuseret, metodisk og nøgtern. Han tror ikke. Han antager ikke. Han ved – eller han ved ikke.
Jens Møller har en voksen datter fra et tidligere ægteskab og bor sammen med sin hustru, Kirstine Scharling, nord for København.

Efterforskningen pilou
Foto: Henrik Ohsten/TV 2

Pilou Asbæk har rollen som Specialanklager Jakob Buch-Jepsen

Jakob er både er flittig og ambitiøs, har ført utallige sager som anklager ved domstolene. Han ville sikkert ønske, at han ikke blev påvirket af sit arbejde, og at han ikke tog det med hjem. Men sådan er det ikke. Hver gang en gerningsmand går fri, fordi Jakob ikke har kunnet føre sagen ordentligt, gør det ondt. Det er derfor, han er grundig – og i nogens øjne kontrollerende. Jakob er ambitiøs, ærlig og hård. Både over for sig selv og sine kolleger.

Efterforskningen rolf
Foto: Per Arnesen/TV 2

Joachim Wall spilles af Rolf Lassgård

Joachim Wall er pressefotograf, fritidsdykker og interesseret i og vidende om alt imellem himmel og jord. Men mest af alt er Joachim Wall på jagt efter sandheden om, hvad der skete med hans datter. Og Joachim stopper ikke, før alle sten er vendt. Med et overraskende og overmenneskeligt fokus hjælper han både dykkere og det danske politi med deres arbejde. Og hvis de ikke gør, som han foreslår, foreslår han det bare igen.

Efterforskningen Pernilla
Foto: Per Arnesen/TV 2

Ingrid Wall spilles af Pernilla August

Ingrid Wall er, trods den situation hun står i, meget rationelt tænkende og reflekterende. Man har aldrig fornemmelsen af, at hun knækker helt. Dette må ikke forveksles med kulde. Det er mere et udtryk for en ur-kvindelig styrke. En evne til at undertrykke sine følelser og stå igennem smerten. Ingrid Wall sagde ofte til sin datter: ”Kvinder er stærke! Ofte stærkere end mænd! Det er derfor, det er os, der føder børn. Den smerte ville mænd aldrig udholde!”

Efterforskningen Laura
Foto: Per Arnesen/TV 2

Laura Christensen spiller Politiassistent i afdelingen for personfarlig kriminalitet, Maibritt Porse

Maibritt Porse er den ’grønneste’ efterforsker i Jens Møllers team. Hun er ambitiøs, sårbar og benhård på samme tid. Hun har ingen kæreste og ingen børn. Hun savner det heller ikke. Maibritt har siden politiskolen måttet kæmpe for at overleve og gøre sig gældende i en mandsdomineret verden, og det har hun gjort ved at arbejde hårdere, løbe hurtigere og sove mindre end alle andre.

Efterforskningen Musa
Foto: Per Arnesen/TV 2

Musa Amin, Politiassistent i afdelingen for personfarlig kriminalitet, spilles af Dulfi Al-Jabouri

Musa Amin har også sin faste plads i Jens Møllers team. Musa har ikke let til tårer. Måske er det derfor, han har let ved at blive vred. Musa går op i sit arbejde med liv og sjæl. Han er Maibritts nærmeste kollega og en god ven, og så har han opgivet tanken om børn og familie for længe siden.

Efterforskningen Lars
Foto: Per Arnesen/TV 2
Lars Møller, Orlogskaptajn i Søværnet, spilles af Henrik Birch

Lars Møller er chef for Søværnets Minørtjeneste og har et mangeårigt samarbejde med Jens Møller bag sig. Når politiet skal finde noget under vandet, ringer de til Lars Møller, der er kendt for at presse sig selv og sine mænd til det yderste og nægter at give op, før en opgave er løst.

Efterforskningen Hans
Foto: Per Arnesen/TV 2

Nikolaj Storm, Kriminalassistent ved afdelingen for personfarlig kriminalitet, spilles af Hans Henrik Clemensen

Efterforsker Nikolaj Storm er en fast del af Jens Møllers team. Han er af den gamle skole og går kun op i én ting: At opklare de sager, der lander på hans bord. Opmærksomhed, hæder og politik siger ham intet. Ej heller løntrin eller karrieremuligheder. Han elsker sit arbejde, og han er god til det. Han ved, hvad det kræver.

Efterforskningen Charlotte
Foto: Per Arnesen/TV 2

Kirstine Scharling, Jens Møllers kone, spilles af Charlotte Munck

Kirstine er gift med Jens, og hun er god til at rumme ham og hans arbejde. Hun holder ham grounded og insisterer på, at han holder kontakten til sin voksne datter, Cecilie, som han har fra et tidligere ægteskab. Kirstine har sin egen karriere og er ikke afhængig af Jens. Måske er det derfor, de passer så godt sammen.

Om Tobias Lindholm

I Danmark er Tobias Lindholm blandt andet kendt for sine anmelderroste og prisbelønnede film ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’ – sidstnævnte opnåede i 2016 Oscar-nominering – samt Thomas Vinterbergs ’Jagten’, der ligeledes opnåede en Oscar-nominering. Tidligere har Tobias Lindholm været medforfatter på DR-serien ’Borgen’, og han har gjort sig internationalt bemærket som forfatter og instruktør af to episoder af den succesfulde Netflix-Serie ‘Mindhunter’ fra 2017. Senest har han skrevet Thomas Vinterbergs ‘Druk’, som blev udtaget til årets filmfestival i Cannes og har dansk premiere i efteråret 2020.


Kilde: TV 2

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard