TV-Nyt

Efteråret 2019 på Kanal 5

Kanal 5 er netop kommet ud af tredje kvartal af 2019 med den bedste kvartalsshare i to år. Dermed er Kanal 5 den næststørste kommercielle tv-kanal for de 15 til 50-årige – kun overgået af TV2.

Og der er ingen grund til at anden del af efteråret skulle blive dårligere, for der venter en slagkraftig omgang nye programmer.

Sammenlignet med sidste efterår øger Discovery i efteråret 2019 antallet af timer med danskproduceret indhold med 76%. Man kaster sig også over helt nye krimi- og underholdningsformater og udvider sendefladen med danskproduceret indhold. Og så viser Kanal 5 selvfølgelig stadig fodboldlandsholdets afgørende EM-kvalifikationskampe.

– Danskerne vil gerne Discoverys kanaler, for vi har et mix af underholdning, krimi og sport, som tiltaler rigtig mange. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vores programmer i resten af efteråret kommer til at blive taget godt imod af både vores mange faste seere og de nye mennesker, som vil blive tiltrukket af programudvalget,

Nyt talkshow med Jakob Riising
Særligt på Kanal 5 er der lagt op nye og spændende tiltag. Her vil man for første gang kaste sig over talkshow-genren, når Jakob Riising blænder op for sit nye program ’Riising Late Night’. Det bliver sendt tre aftener om ugen fra kl. 22.00, og gæsterne vil være en god blanding af landets allerbedste komikere, sangere og skuespillere.

Gæsterne vil blandt andet afsløre deres største forbier og deres nørdede hobbyer, samtidig med at de bliver udsat for underholdende quizzer og andre af Riisings skæve påfund.

– Underholdning er et af Discoverys kerneprodukter, derfor skal vi naturligvis også have et talkshow. Og med Jacob Riising i spidsen for det, er vi sikret et kvalitetsprodukt, som vi kan være stolte af, siger Christian Kemp.

’Riising Late Night’ bliver et anderledes bud på, hvordan et talkshow kan se ud hos Kanal 5. Humor og nærvær er nøgleordene, når Jacob Riising med sin direkte form og sit blik for det skæve og til tider lettere grænseoverskridende bringer seerne tættere på de kendte gæster.

Programmet er samtidig med til at sparke døren ind til det sene hverdagsslot på Kanal 5.

Kanal 5 afslører

Illeborg afslører fuskere
Der bliver gået hårdt til forbrydere, fuskere og i visse tilfælde myndighederne, når Kanal 5 blænder op for det nye program ’Kanal 5 afslører’.

Her står Jakob Illeborg i spidsen for en redaktion, som afslører og konfronterer dem, der snyder, bedrager og overtræder loven. Dermed bygger Kanal 5 videre på sin i forvejen store tradition for kvalitetskrimi.

Programserien kommer både til at kaste nyt og skræmmende lys over allerede kendte sager, men den kommer også til at beskæftige sig med historier, som alle kan blive klogere af.

-Kanal 5 har i mange år været Danmarks førende krimikanal, og det skal den forsætte med at være. Vi har vænnet vores seere til, at vi leverer noget af det bedste inden for krimigenren i landet, og den tradition kommer vi ikke til at gå på kompromis med, forklarer Christian Kemp, administrerende direktør hos Discovery Networks Danmark.

I ’Kanal 5 afslører’ bliver bagmænd og gerningsmænd afsløret og stillet til regnskab for deres ulovligheder. Programmet bygger ovenpå Kanal 5’s krimistrategi ved at udvide og videreføre traditionen for ”jagt-tv” på en frisk, tabloid og dybdeborende måde.

Landsholdets kamp for EM
Fodboldlandsholdet samler danskerne på Kanal 5. Og Åge Hareides udvalgte får brug for alt den støtte, de kan få i bestræbelserne på at komme til EM i 2020. Danmark skal i løbet af efteråret møde Schweiz, Gibraltar og Irland i tre kampe, som afgør, om landsholdet slutter på en af de to øverste pladser i gruppen og dermed kvalificerer sig direkte til slutrunden.

– Vi er enormt stolte over, at vi med fodboldlandsholdet er i stand til at samle danskerne foran tv’et. Vi har et stort sportshjerte, som banker for landsholdet og alle vores andre stærke sportsrettigheder, og vi synes i al beskedenhed, at vi leverer en fremragende sportsdækning, siger Christian Kemp.

Zak Egholm er som sædvanlig i spidsen for landsholdsdækningen, men han er flankeret af yderst kompetente eksperter og kommentatorer. De tidligere landsholdsspillere Thomas Gravesen, Lars Jacobsen og Flemming Povlsen, står nemlig klar med analyser, indsigt og godt humør før, under og efter kampene. Dertil kommer, at Peter Piil og Brian Laudrup udgør det engagerede og vidende kommentatorpar.

Mord i familien Kanal 5Krimiforfatter giver de døde en stemme
Et efterår på Kanal 5 er ikke fuldendt uden dansk produceret kvalitetskrimi. Og dette efterår er ingen undtagelse. Med krimiserien ’Mord i familien’ tager Kanal 5 fat på krimigenren på en helt ny facon.

Den kendte krimiforfatter Julie Hastrup skal nemlig give afdøde personer en stemme. På den måde får seerne offerets historie frem til drabet, mens efterforskere, psykologer og pårørende giver deres udlægning af, hvorfor offeret endte med at blive myrdet.

Med ’Mord i familien’ rykker Kanal 5 til grænserne for, hvad danskproduceret krimistof kan og skal. Kanal 5 har en stærk tradition for krimi, men ved at lade Julie Hastrup fortælle offerets historie, bliver fokus flyttet fra opklaringsarbejde og gerningsmandsjagt til et mere følsomt take på krimigenren. Det kommer der nogle rigtig stærke programmer ud af, som forhåbentlig kan være med til at sætte fokus på, hvorfor nogle slår deres nærmeste ihjel.

Reportager fra virkeligheden
Den sidste del af efteråret byder naturligvis også på klassiske reportageprogrammer.

I programmet ’Lufthavnens Beredskab’ følger vi de to enheder ’Security’ og ’Brand og Redning’ i Københavns Lufthavn. Her kommer seerne helt tæt på deres hæsblæsende arbejde med at skabe tryghed blandt de millioner af rejsende, som hvert år bruger Danmarks største lufthavn.

’Lufthavnens Beredskab’ giver et unikt indblik i arbejdet bag kulisserne med at holde Københavns Lufthavn tryg for gæsterne. Det er klassisk reportage, når det er bedst. Selvom der kan være langt til Københavns Lufthavn for de fleste danskere, så vil mange kunne identificere sig med opgaverne, og de personer man møder.

Kanal 5 blænder også op for anden sæson af ’Strøgvagterne. Her følger vi igen de erfarne strøgvagter Anders og Onur, der sammen med deres dedikerede kollegaer udfører deres spændende og til tider dramatiske arbejde mellem Strøgets mere end 200 butikker. Vi er med fra alarmopkald til tilbageholdelse og er vidner til en både livsbekræftende og dramatisk arbejdsplads, der kræver lige dele omsorg og konsekvens.

Kilde: Discovery Networks

I samme kategori

Back to top button