TV-Nyt

DR’s valgstudie får ”statsministerhjørne” på valgaftenen

DR har denne gang rykket valgstudiet ud af Christiansborg. På valgaftenen sender de tre studieværter Johannes Langkilde, Ask Rostrup og Stéphanie Surrugue og resten af holdet bag valgdækningen nemlig fra Studie 5 i DR Byen i København.

Studiet er ikke bare en kulisse for værterne eller et resultatcenter. Det er også redaktionslokale for mange af de DR-medarbejdere, som dækker valget. Og så vil der i den ene ende af studiet sidde to meget prominente gæster.

Valgstudiet har nemlig indrettet et ”statsministerhjørne”, hvor to tidligere statsministre vil sidde i løbet af aftenen. Det er Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen, som undervejs vil sætte et par ord på, hvad de to nuværende statsministerkandidater skal igennem på valgaftenen.

– Deres opgave er ikke at kommentere valget, men mere at beskrive de følelser og tanker, der fylder en statsministerkandidat. For eksempel når man går op ad trapperne på Christiansborg, efter valgresultatet er kendt. De to kan også gøre seerne klogere på, hvordan man forbereder sig på opgaven, hvem man taler med, og hvordan man skriver talen, siger nyhedsdirektør i DR Sandy French.

Alt er på spil

Helle Thorning-Schmidt, der selv var statsminister fra 2011 til 2015, har fulgt nøje med på sidelinjen under hele valgkampen. Og som en af de få her i landet, ved hun, hvad de to kandidater skal igennem.

– Efter en lang og spændene valgkamp følger en nervepirrende valgdag. For de to statsministerkandidater er alt på spil, siger hun.

Anders Fogh Rasmussen mener ligeledes, at de første øjeblikke efter valgets afgørelse er nogle af de vigtigste, uanset om man er vinder eller taber.

– En kandidat til statsministerposten bør være forberedt til tænderne. Hvis han eller hun vinder, følger nogle intense dage med at forberede en ny regering og et nyt regeringsprogram. Hvis vedkommende taber, skal den første reaktion og de første beslutninger være velgennemtænkte for at stille partiet stærkest muligt i det nye folketing, siger Anders Fogh Rasmussen, der var statsminister fra 2001 til 2009.

Du kan følge valget på DR1 og DRTV fra klokken 16.00 onsdag den 5. juni.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard