Nyheder

DRs Store Juleshow 2015

DRs Store Juleshow 2015
Foto: agnete schlichtkrull

Julen er en tid, hvor mange danskere hygger sig med venner og familie. Vi dyrker harmonien og forsøger at finde fred med hinanden, men december er også en meget travl måned med daglige pligter og praktiske gøremål – og det er ikke let at bevare det gode humør, når naboen har pyntet alle havens træer med stjerneklare lyskæder, der skinner som projektører ind i soveværelset hele natten.

Lise Rønne og Jacob Riising er årets værter, når ’DRs Store Juleshow’ bliver sendt direkte fra DR Koncerthuset lørdag den 19. december på DR1. Seerne følger aftenen igennem værternes forsøg på at genfinde julefreden; for harmonien kan falme selv blandt de bedste venner.

Potpourri af julens klassikere
Undervejs kan man nyde flere af årets helt store kunstnere, når Rasmus Seebach, Nabiha, Coco O., The White Album, Black Dylan (alias Wafande) og svenske Seinabo Sey optræder med nogle af julens største klassikere.

Man kan også opleve DR Juniorkoret, Herrens Kor og Copenhagen Drummers på scenen i Koncertsalen – alt sammen akkompagneret af musikere fra DRs orkestre.

Der er dog ingen jul uden gaver under træet, og man kan derfor også glæde sig til nogle særlige overraskelser i løbet af aftenen.

’DRs Store Juleshow’ bliver sendt direkte lørdag den 19. december klokken 20.00 på DR1.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button