TV-Nyt

DR3 Dok: Morderen på den hvide hest

DR3 Dok: Morderen på den hvide hest
Foto: Brian Curt Petersen

Mariann Poulsen røg på forsiderne, da hun i 2008 giftede sig med Peter Lundin. Det kostede hende venner og familie og afskar hende fra netværk og arbejdsmarkedet. De seneste otte år har hun brugt på at genfinde sig selv, skabe et liv og holde sammen på familien på Færøerne. Selvom hun er nået langt og er blevet tilgivet af sine nærmeste er det svært at komme videre, fordi hun mærker hvordan andre mennesker stadig dømmer hende.

Mariann Poulsen fortæller for første gang siden dengang, om sit dobbeltliv med Peter Lundin og hvordan det har påvirket hendes liv at blive kendt som ’hende der giftede sig med Peter Lundin’.

September 2008
Statsfængslet i Østjylland. Mariann Poulsen gifter sig med Peter Lundin, som afsoner en livstidsdom for tredobbelt drab. Hjemme i Rødovre venter Marianns intetanende kæreste Brandur og deres lille datter. Og udenfor fængslet venter Ekstra Bladet, som har kilder blandt fængselspersonalet. Marianns verden kollapser den dag, og et bizart trekantsdrama udspiller sig på forsiderne de kommende uger.

Sommeren 2000
Rødovre. Peter Lundin dræber sin samlever Marianne Pedersen og hendes to drenge. Ligene bliver aldrig fundet, men Lundin bliver anholdt og stillet for retten under enorm mediebevågenhed. Det er et af de mest opsigtsvækkende drab i Danmark, ikke mindst pga. det offentlige billede, der bliver skabt af gerningsmanden: TV2 viser dokumentarudsendelsen ”En morder vender hjem”, som viser optagelser af en ung Lundin fra hans tid i USA, fængslet for drabet på sin egen mor.

Thorshavn, Færøerne. Mariann er 15 år gammel og sidder og ser fjernsyn. Hun er allerede kæreste med Brandur, men en ikonisk scene, hvor Peter Lundin maler den ene side af sit ansigt sort, gør så stort indtryk på unge Mariann, at hun sender et brev til ham i fængslet. Og Peter Lundin svarer…

Det, der begynder som en usikker teenagepiges fascination af en morder i fjernsynet, ender med en lang affære, et kort ægteskab og en intens og meget nærgående pressedækning af en af de første ’kvinde gift med livstidsfange’- historier i Danmark.
Færøerne 2016
Selvom Mariann ikke selv har begået noget kriminelt føler hun sig i dag dømt på livstid i offentligheden. Derfor står hun nu frem, for første gang siden dengang og fortæller hvordan en almindelig 15-årig pige endte på forsiden som morderens brud – og om sit dobbeltliv med manden Peter Lundin.

’Morderen på den hvide hest’ sendes mandag d. 14 november kl 20.30 på DR3 og kan allerede ses søndag den 13. november på dr.dk/tv

I samme kategori

Back to top button