DR2 undersøger – er intelligente mennesker er lykkeligere
Reality-stjernen Amalie går i DR2’s tjeneste og undersøger, om intelligente mennesker er lykkelige – og om de har et bedre liv end de dumme. DR2 Tema 20. juni.
Amalie Szigethy er nok mest kendt for sine til tider underholdende sprogblomster og sin medvirken i en række reality-programmer. Nu skal hun sammen med DR2 undersøge, hvad det egentlig vil sige at være intelligent.
Fordommen om den dumme reality-stjerne
Selvom Amalie uomtvisteligt har stor succes i medierne, opfatter mange hende som uintelligent, men hvad betyder det egentlig at være intelligent, og hvis man er meget intelligent, hvad kan man så bruge det til – og har de super kloge et bedre liv end for eksempel Amalie?
“Selvfølgelig er Amalie ikke den typiske vært på et DR2-program, men når vi gerne vil sætte fokus på et emne som intelligens, så er hun i mine øjne den perfekte vært. Amalie ved godt selv, at andre opfatter hende som dum, og netop derfor er hun rigtig god til at sætte fokus på de fordomme, vi har omkring intelligens – hun møder dem selv hver dag. Sammen med Amalie bruger vi fordommene omkring hende som afsæt for at se på, hvad intelligens egentlig er for noget”, siger redaktør på DR2 Jonathan Herrik om valget af Amalie Szigethy som vært på programmet.
Amalie bruger sig selv som forsøgskanin
I løbet af programmet besøger Amalie blandt andre et af Danmarks mest intelligente mennesker, hun tager tilbage til sin gamle skole for at høre, hvad hendes tidligere lærer siger om hendes intelligens, og hun lader sig teste hos både forsvaret og en psykolog for at se, hvor slemt det rent faktisk står til med hendes intelligens. Samtidig møder seerne også forskere, der fortæller om forskellige måder at være intelligent på, og Amalie tager et smut forbi universitetet for at tale med nogle af de kloge hoveder fra hendes egen generation.
Løbende i programmet konfronterer Amalie både sig selv, og mennesker hun møder, med de fordomme, der er omkring hende og andre “dumme” mennesker og får samtidig sat ord på, at intelligens ikke kun handler om at være fagligt god i skolen.
Ud over programmet med Amalie viser DR2 i løbet af aftenen også ’Manden med den fantastiske hjerne’ og ’Kan videnskaben øge din intelligens’, der tilsammen viser forskellige aspekter af, hvad intelligens er, og hvordan det påvirker vores liv.
’Er du dum eller hvad?’ på DR2 den 20. juni klokken 20.00.