Branche-Nyt

DR siger farvel til dramachef Christian Rank

DR afslutter samarbejdet med dramachef Christian Rank.

DR Drama har med Christian Rank i spidsen leveret stærke danske dramaproduktioner, med ’Ulven Kommer’ og ’Julefeber’ som de seneste højdepunkter, ligesom der er flere unikke danske dramaserier på vej, blandt andet ’Borgen’, ’Carmen Curlers’ og ’Riget III’. Christian Ranks aftryk på nutidig dansk tv-drama er stort. Imidlertid har udskydelsen af serien om ’Leonora Christina’, og den turbulens, det har medført, skabt en fastlåst situation. Det står nu klart, at det ikke er muligt at skabe den fornødne ro, som er helt afgørende også for DR Dramas produktioner bredt set og i forhold til de kreative miljøer.

DR Drama befinder sig herudover i et overophedet marked, hvor et stort antal nye streamingtjenester øger konkurrencepresset. For at sikre at DR fortsat kan have en stærk og relevant position i et voldsomt forandret marked, er der behov for både arbejdsro, et sikkert ståsted og en fornyet strategi. Det er derfor DR´s samlede vurdering, at der behov for en ny start for afdelingen.

Afgående dramachef Christian Rank siger:

– Jeg er stolt af de mange gode serier, DR Drama har leveret i min tid som dramachef. Det gælder i høj grad også de produktioner, der er på vej. Jeg har i min periode lagt vægt på at sikre, at DR Drama kendetegnes ved vedkommende serier af høj kvalitet. Samtidig har jeg søgt at åbne DR Drama op for samarbejder med det eksterne produktionsmiljø for at sikre de bedste muligheder, og at original dansk dramatik står stærkt i det fremtidige marked.

Han fortsætter:

– Leonora-produktionen har været et vigtigt projekt for mig, og jeg er ked af, at det har været nødvendigt at udsætte produktionen. Det har været et udfordrende forløb, situationen er nu fastlåst, og derfor forstår jeg DR’s ønske om, at der skal skabes ro omkring DR Drama, så DR fortsat kan levere dansk tv-fiktion i særklasse.

Marked i hastig udvikling

Direktør for DR Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, siger:

– Christian har gjort et kæmpe stykke arbejde med at skabe storartet dansk drama i et fiktionsmarked i hastig udvikling, og det skal han have den største tak for. I skyggen af udsættelsen af ‘Leonora’ og den turbulens, det har medført, står det dog klart, at der ikke længere kan skabes den fornødne ro, det kræver at løse de konkrete udfordringer, og samtidig gribe de muligheder, der fremover er på fiktionsområdet. Den vurdering deler Christian Rank og jeg. Der er brug for en ny start for afdelingen.

Den kommende tid vil DR Drama fokusere på de 14 produktioner, der er i gang, og stillingen som dramachef vil blive slået op på et senere tidspunkt. DR Dramas souschef, Marianne Bennetzen, konstitueres indtil en ny dramachef er på plads.

Kilde: DR presse

SkyShowtime50procent

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard