DR sælger til udlandet
Ét af forårets populære programmer på DR2, nemlig ’180 dage på plejehjem’ – kommer formentlig snart på skærmen i Spanien og Tyskland i lokale udgaver.
I forbindelse med den nyligt overståede salgsmesse for tv-købmænd fra hele verden, MIPCOM i Cannes, har DR Salg solgt såkaldte optioner til produktionsselskaber og TV-stationer, som nu har mulighed for at lave den DR-opfundne programserie på deres eget sprog og efter DR’s opskrift.
I ’180 dage på plejehjem’ bor fem unge studerende i et halvt år bo på et helt almindeligt aarhusiansk plejehjem – midt imellem de ældre. De unge bor gratis på plejehjemmet, mod at de hver måned bruger mindst 30 timer på at være sammen med deres noget ældre naboer. Men hvordan er det så at være på plejehjem, og kan de unge holde ud i alle 180 dage? Det var det, serien handlede om.
Med programmerne ønskede DR blandt andet at give seerne indsigt i, hvordan livet er på et plejehjem, og også at rejse spørgsmålet om der kan gøres noget ved den ensomhed i alderdommen, som op imod hver fjerde ældre føler. Det har en undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – tidligere vist.
Et universelt emne
”Interessen for ’180 dage på plejehjem’ var generelt stor, og jeg håber og tror på, at endnu flere produktionsselskaber og TV-selskaber køber serien i den kommende tid. Emnet er universelt, og mange steder i verden debatterer man, hvordan alderdommen er og bør være,” siger Maiken Maigaard, der er teamleder i DR Salg.
Hun melder også om pæn interesse fra udlandet for at lave lokale udgaver af DR3’s programserie ’Hypnodating’, som netop har været sendt. Her forsøger Jan Hellesøe med sjove eksperimenter og hypnose-terapi at hjælpe unge, som har mistet modet til at gå på date.
”Vi har endnu ikke solgt optioner til udlandet, men flere viser interesse, og vi fortsætter forhandlingerne i den næste tid,” forklarer Maiken Maigaard.
Canadiere skal se Dyrholm
Oven på MIPCOM-messen har DR Salg også lukket flere aftaler med TV-stationer, som ville købe DR-dramaserier.
I Canada er der nu udsigt til, at Trine Dyrholm, Mikkel Boe Følsgaard, Jesper Christensen, Marie Bach Hansen og alle de andre medvirkende i DR’s dramaserie ’Arvingerne’ kommer på skærmen. Canada har købt samtlige tre sæsoner af serien, mens Norge sikrede sig DR’s julekalender fra 2009, ’Pagten’.
Otte år efter premieren på DR’s dramaserie ’Borgen’ er der også fortsat salg i den. Både Finland og Portugal har i hvert fald netop købt serien, som Adam Price var hovedforfatter på.
”Vi har fortsat en række forhandlinger i gang på dramafronten, og vi forventer også snart at kunne lukke flere aftaler på ’Bedrag 3’, som DR selv har premiere på i starten af 2019,” siger Maiken Maigaard.