YouSee Nyt

Discovery om YouSee adfærd: Groft konkurrenceforvridende og diskriminerende

YouSee og Discovery Networks krigen fortsætter. YouSee har i dag sendt et nyhedsbrev ud, hvor de informerer deres kunder om, at de fra årsskiftet ikke længere vil kunne se nogle af Discoverys kanaler – hverken i de faste tv-pakker eller i ’Bland Selv’.

Det får nu Discovery Networks til at kalde YouSee’s adfærd for groft konkurrenceforvridende og diskriminerende.

Det var tilbage i september at YouSee meldte ud at Discoverys 11 kanaler ikke længere blev en del af deres faste tv-pakker.  YouSee fastholdt dengang, at de stadig arbejde på at lande en aftale med Discovery i forhold til bland selv, noget som Discovery Networks allerede dengang afviste.

I dag har kunderne så fået beskeden om kanalerne helt forsvinder, efter YouSee i et nyhedsbrev slår fast, at Discoverys kanaler ikke længere vil være en del af YouSees tv- og streamingtilbud fra årsskiftet.

”Realiteten er, at YouSee efter vores opfattelse ganske enkelt bruger deres dominerende markedsposition til at forsøge at skubbe os ud af det danske tv-marked. Vi har den seneste måned genoptaget forhandlingerne med YouSee i håb om at lande en aftale. Men YouSee har i deres tilbud gjort det meget klart, at de ikke ønsker at betale for vores indhold på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår”, siger Christian Kemp, adm. direktør i Discovery Networks Danmark og fortsætter:

”YouSees opførsel i hele denne forhandlingsproces, der har kørt siden foråret, har i vores optik været diskriminerende og konkurrenceforvridende. Faktum er, at vi ikke forlanger prisstigninger på vores indhold, og vi har af flere omgange forsøgt at komme med forskellige bud på, hvordan vi kunne lande en rimelig aftale med YouSee. Det står derfor meget klart, at YouSee forskelsbehandler os som kanalgruppe, da vi åbenbart er den eneste broadcaster med indhold, som de ikke vil betale en fair pris for”.

”Selvom YouSee er markedsdominerende på det danske tv-distributørmarked herhjemme, findes der heldigvis en lang række andre tv-distributører i landet, som alle tilbyder vores kanaler – både i faste tv-pakker og som bland selv løsninger.”

YouSee selv oplyser, at man fortsat ønsker at tilbyde Discovery’s indhold til sine kunder og derfor vil arbejde videre på at finde en løsning. Men det ligger altså helt fast at kanalerne udgår fra nytår, da deadline for at få dette på plads nu er overskredet.

”Desværre har vi endnu ikke kunne finde en løsning, der både sikrer en fornuftig pris og mere valgfrihed til vores kunder. Derfor må vi erkende, at vi ikke når at lukke en aftale med Discovery Networks og bliver nødt til at varsle vores kunder om, at Discovery’s kanaler ikke vil være en del af vores udvalg fra årsskiftet. Det er vi kede af på vegne af vores kunder, og jeg kan forsikre, at vi vil forhandle videre, og håber, at vi senere i det nye år igen kan tilbyde Discovery Networks indhold i vores tv-produkter,” siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee, og fortsætter:

”Det har været vigtigt for os at finde en løsning med Discovery Networks, så vores kunder fortsat har adgang til deres indhold og kanaler. Derfor har vi arbejdet med forskellige mulige løsninger i forhandlingerne. Dels hvor Discovery Networks’ indhold kunne fortsætte som en del af Bland Selv, men også løsninger, hvor vi har tilbudt at fortsætte med flere af Discovery Networks’ kanaler i de faste pakker, herunder Kanal 5, hvor fodboldlandsholdets kvalifikationskampe vises.”

Selvom det endnu ikke er lykkedes at lukke en aftale med mere valgfrihed og priser, der afspejler den aktuelle værdi af kanalerne, understreger Jacob Mortensen, at man fortsat vil arbejde hårdt på at finde en løsning, hvor YouSee’s kunder igen kan se Discovery Networks’ tv-kanaler.

”Vi har haft et langvarigt samarbejde med Discovery Networks, og det ønsker vi fortsat at have. Vi har mange kunder, der sætter stor pris på Discovery Networks’ indhold, og vi ønsker fortsat at lave en aftale, hvor alle Discovery Networks’ kanaler er tilgængelige i Bland Selv, og hvor landsholdets kvalifikationskampe fortsat er en del af alle vores tv-pakker.”

Tjek vores guide: Discovery Networks tv-kanaler forsvinder fra YouSee – Her er dine billigste alternativer

Kilde: Discovery Networks presse / YouSee presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard