Branche-Nyt

Discovery Networks – har de opgivet kampen?

Discovery Networks er svækket i Danmark. YouSee droppede fra nytår de 11 Discovery Networks tv-kanaler i tv-pakkerne med mindsket seerandel til følge, og nu ser det ud til at endnu en sportsrettighed er på vej væk til andre udbydere. Så har Discovery Networks helt opgivet kampen i Danmark?

2020 ser ikke god ud for Discovery Networks

YouSee træk med at droppe Discovery’s kanaler fra nytåret 2020 har uden tvivl svækket Discovery væsentligt i Danmark. Discovery-kanalerne har stort set halveret seerandelen fra 8,8 procent i 1. kvartal 2019 til 4,5 procent af tv-forbruget i 1. kvartal 2020.

Årets stores sportsbegivenhed hos Discovery skulle have været Sommer OL i Tokyo, men det har Corona situationen jo udsat til 2021. Så heller ikke her, er der meget at smile over for Discovery.

Sport forsvinder

Sportsmæssigt så tynder det ud i Discovery Networks rettigheder. Man mistede allerede Premiere League i sommeren 2019, og der er ikke rigtigt kommet nye store rettigheder til i stedet, selv om der har været flere rettigheder til salg siden da.

Eksisterende rettigheder som eksempelvis Europa League udløber i 2021, og disse ryger over på TV 2. De spanske La Liga rettigheder er solgt til TV 2 for en ny periode.

De Olympiske Vinterlege Beijing 2022 og De Olympiske Lege Paris 2024 rettighederne har man her ultimo 2020 også solgt til DR og TV 2, mens man også selv viser det på Eurosport og streaming.

Det er ikke kun i Danmark, at Discovery Networks er presset på sportsrettighederne. Traditionelt så har alpint skiløb og skihop været en væsentlig del af Eurosport kanalerne, men fra 2021 rykker den den alpine World Cup og World Cup i de nordiske discipliner over på konkurrenten Nent Groups kanaler.

I et interview med mediet MediaWatch så lyder det da også fra adm. direktør i Discovery, Christian Kemp Christian Kemp, at tv-rettigheder ikke er et fokus i øjeblikket hos Discovery.

Superliga rettighederne ligger dog fast helt frem til 2024, men hvordan ser styrkeforholdet mon ud til den tid? Måske kunne TV 2 Sport byde med på rettighederne og overtage Discovery Networks andel næste gang?

Skal vi retfærdigvis nævne noget, der er kommet til på rettighedsfronten, så har Discovery Networks sikret sig forlængelse af rettighederne til Tour de France og det spanske Grand Tour løb Vuelta a Espana frem til 2025, men det er ikke eksklusive rettigheder i Danmark, hvor TV 2 også sender fra disse løb.

Dplay / Discovery+ er fremtiden – men kan det løbe rundt?

Ligesom konkurrenten Nent Group, så har Discovery Networks valgt at satse mere på streaming. Man kører f.eks. med forpremierer på indhold på Dplay i forhold til sine flow tv-kanaler. Men Dplay står bare ikke så stærkt som streamingtjeneste, for de der ikke ser meget flow tv. Dplay byder ikke på en arkiv med masser af serier og film. Film der vises på Discovery Networks kanalerne kan typisk ikke streames on demand på Dplay.

Discovery Networks streamingtjeneste [Dplay] har naturligt nok oplevet vækst, siden YouSee droppede Discoverys kanaler. Et fald i seerandel, kommer man trods dette ikke uden om, hvilket påvirker annonceindtægterne på tv-kanaler som f.eks. Kanal 4, Kanal 5 og 6’eren. Dplay bliver i 2021 til Discovery+, men det lyder ikke umiddelbart som sporten bliver et hovedfokus på denne, hvilket jo også er svært uden rettigheder.

Så spørgsmålet er om Discovery Networks er en god forretning i Danmark på længere sigt?

Lidt historie

1985: Discovery Channel lanceres i USA. Det første program hedder “ Iceberg Alley”.
1989: Den 20. april lanceres Discovery Channel i Danmark. Discovery indgår deres første kabelnet-kontrakt i Danmark med Hirtshals Antennelaug.
1997: SBS-kanalen TV Danmark går i luften.
1999: Discovery Channel etablerer et lokalt dansk kontor i København.
2000: TV Danmark 2 lanceres ved siden af TV Danmark.
2001: Discovery Channel begynder at blive redigeret og sammensat i Danmark.
2004: Relancering af TV Danmark og TV Danmark 2. Relanceringen betyder, at kanalerne nu hedder TV Danmark og Kanal 5.
2006: TV Danmark brandet lukker, da TV Danmark-kanalen skifter navn til Kanal 4. Samtidig bliver The Voice TV introduceret som en fast bestanddel af reklamekampagner indkøbt på SBS TV.
2007: Discovery HD lanceres i Norden.
2008: SBS TV lancerer Danmarks første HD-kanal, Kanal 5 HD (samsendingskanal med Kanal 5).
2009: SBS TV lancerer en ny tv-kanal for mænd, 6’eren.
2011: TLC lanceres i Danmark.
2012: Discovery Communications køber i slutningen af 2012 SBS Media og dermed SBS’ tv- og radiokanaler. Det nye navn bliver SBS Discovery Media. Alle medarbejdere i virksomheden arbejder nu på adresserne på H.C. Andersens Boulevard og i Mileparken. Tidligere dette år har SBS TV lanceret ungdomskanalen 7’eren.
2014: Discovery Communications, der ejer SBS Discovery Media, køber en større andel af Eurosport. Den 1. november lanceres ID – Investigation Discovery, som Danmarks eneste krimi tv-kanal. ID erstatter 7’eren.
2015: Tyske Bauer Media køber SBS Discovery Radio og dermed bl.a. radiokanalerne Nova, Popfm, Radio100 og Voice. SBS Discovery ændrer navn til Discovery Networks Danmark og er nu en del af den nye region Discovery Northern Region.
Discovery Networks Danmark får godkendt købet af Canal 8 Sport og Canal 9 af de danske konkurrencemyndigheder. Canal 8 Sport bliver efterfølgende fusioneret ind i Eurosport Danmark.
Discovery Networks Danmark lancerer streamingtjenesten Dplay. Eurosport Danmark skifter navn til Eurosport 2.
2016: Eurosport Danmark skifter navn til Eurosport 2.
2017: I februar samler Discovery Networks Danmark hele sportsporteføljen i Eurosport som samlet masterbrand, der nu agerer paraply for de store sportsrettigheder på 6’eren, Canal 9, Kanal 5 og Eurosport 1 og Eurosport 2.
2018: Sender for første gang nogensinde fra de Olympiske Lege (vinter-OL i PyeongChang, Sydkorea). Rettighederne til OL gælder frem til 2024

Discovery Communciations overtager den amerikanske medievirksomhed Scripps Networks Interactive, og selskabet skifter navn til Discovery Inc.

2019 Forlænger Superliga rettigheder til 2024
2020 Discovery Networks tv-kanaler forsvinder fra YouSee
2020 Rettigheder til OL 2022 og 2024 sælges til DR og TV 2
2021 Dplay streamingtjenesten skifter navn til Discovery+

Tabel baseret på Discovery Networks egen oversigt ned et par tilføjelser

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard