TV-Nyt

Den nye dramaserie The Team/Mord uden grænser har fået premieredato på DR1

Mord uden Grænser DR1Den europæisk producerede krimiserie ‘The Team’ med Lars Mikkelsen i en af de tre hovedroller kommer otte søndage på DR1. Den danske titel er ‘Mord uden grænser’ og holdet bag denne serie er præget af mange danske navne fra tidligere DR-dramaproduktioner.

Mai Brostrøm og Peter Thorsboe er hovedforfattere, og Kathrine Windfeld er konceptuerende instruktør. Derudover står Søren Gam og Knirke Madelung for production design og art direction.

‘Mord uden grænser’ er på otte afsnit og sendes første gang søndag den 22. februar klokken 20.00.

Menneskehandel, tvangsprostitution, moderne slaveri, pengevask, skattesvindel – statistikkerne over organiseret kriminalitet i Europa er svimlende. For nogle få år siden indledtes en ny æra i europæisk politiarbejde, da de fleste europæiske lande underskrev en samarbejdsaftale om at forebygge og bekæmpe international kriminalitet ved at etablere små og fleksible politienheder på tværs af grænserne, såkaldte ‘Joint Investigation Teams’ (JIT). Disse hold kan operere hurtigt og ubureaukratisk og har bemyndigelse til at overtage og lede efterforskninger.

Optrevler skruppelløs kriminel organisation

The Team - Lars Mikkelsen.
‘The Team’ har Lars Mikkelsen i en hovedrolle
Foto: Johan Voets

I ‘Mord uden grænser’ fortælles historien om et af disse europæiske JIT’s, som består af Harald Bjørn (Lars Mikkelsen) fra Danmark, Jackie Mueller (Jasmin Gerat) fra Tyskland og Alicia Verbeek (Veerle Beatens) fra Belgien, mens de optrevler en skruppelløs kriminel organisation i Europa. Deres arbejde er ikke uden personlige omkostninger. Der rippes op i gamle sår.  Nye sår tilføjes. I deres efterforskning står de ofte og stirrer ned i en afgrund af død og ødelæggelse. Men det er også der, de finder sandheden. Og deres venskab.

En kvinde findes myrdet i København. Hun er skudt gennem venstre øje, og en af hendes fingre er skåret af.  Blot få timer senere findes to andre kvinder myrdet i Antwerpen og Berlin. Igen – skudt gennem venstre øje og med en finger skåret af.

For Harald, Jackie og Alicia bliver den belgiske journalist Jean Louis Poquelin (Carlos Leal) hovedmistænkt, da han besøgte alle tre ofre, lige før de blev slået ihjel. Og det ser ud, som om han har tænkt sig at blive ved med at dræbe. Men da en fjerde kvinde findes skudt ihjel, og Jean Louis bliver bortført, tager sagen en helt ny drejning. Sporet fører tilbage til filmfestivalen i Cannes for seks år siden. Og til en kriminel organisation som har forgrenet sig til mange europæiske lande, når det gælder menneskehandel, ulovlig indvandring, prostitution, bestikkelse og korruption – en yderst succesrig multinational ‘koncern’ med mange ‘ansatte’ og dynger af lig og smadrede skæbner i kølvandet.

Lederen af denne organisation er den litauiske milliardær Marius Loukauskis (Nicholas Ofczarek). Et kæmpetalent, når det handler om at læse markedet og skabe nye muligheder. Loukauskis er tæt på at være juridisk urørlig, ikke mindst på grund af sine enorme finansielle besiddelser i den lovlige forretningsverden og sin velkendte generøsitet over for det etablerede system.  En klassisk kombination af formelle og uformelle økonomier.

Efterforskningen fører holdet gennem Europa fra Berlin til København, fra Antwerpen til Haag, op til de østrigske Alper og over Litauen og afslører, hvordan organiseret kriminalitet gennemskærer og påvirker alle samfundslag. Men mest af alt de pårørendes og ofrenes skæbner. For Harald, Jackie og Alicia handler retfærdighed om at give ofrene deres værdighed tilbage.

ALICIA VERBEEK (Veerle Baetens)
Alicia Verbeek (34) er vicepolitikommissær i Drabsafdelingen i Antwerpen i Belgien.
Alicia er mønsterbryder. Hun er en del af den bølge, der ruller hen over Europa af unge, ikke så heldigt stillede kvinder, som forstår, at hvis de vil have kontrol over deres eget liv, så skal de være dygtige i skolen, uddanne sig og få et godt job. Alicia afslører svagheder i sin egen afdeling. Hendes store vanskeligheder med kvindelige autoriteter forhindrer hende i at indse, at hun risikerer at blive udnyttet i et spil, der er langt større, end hun kunne forestille sig.
Alicia har dybe rødder i Antwerpens skyggeside. Hendes arbejde har ført hende rundt i de fleste kriminelle miljøer, og hun har arbejdet med både ofre og gerningsmænd.

Alice voksede op i en familie bestående af hende selv, søsteren Fifi og deres mor, Justine. Desværre følger Fifi i moderens fodspor og bliver stoffernes og prostitutionens menneskelige ansigt.  Sorg, hævngerrighed og dårlig samvittighed over ikke at få søsteren ud af elendigheden plager Alicia. Og hun er fuld af vrede mod moderen, fordi hun ikke tager sig ordentligt af sit yngste barn.

Alicias personlige historie afspejles i forholdet til hendes chef, madame Pernel. Hver eneste dag bliver Alicia mindet om, hvor svært livet er med familiebånd, der holder én fast.

HARALD BJØRN (Lars Mikkelsen)
Harald Bjørn er politiinspektør i Drabsafdelingen i København. Han er en internationalt anerkendt ekspert i organiseret kriminalitet.

Han er arbejdsnarkoman og knokler nat og dag næsten uden søvn, så han har det med at glemme sin højgravide kone Liv og passer ikke på sig selv.

Harald er intelligent, hurtigtænkende og ydmyg i forhold til sin sociale opgave. Han har et humanistisk livssyn – mere end man sædvanligvis møder det blandt politifolk. Han går til opgaverne med ildhu, og han går helt ind til marven. Både i sit arbejde og i privatlivet. Han er en dygtig klatrer, og selv om han er blevet klogere med alderen og løber færre risici, har han stadig hang til det adrenalinsus, som han får ved at bestige en stejl bjergside.

Samtidig er han loyal og ofrer sig over for dem, der står ham nær, familien og kollegerne. Det er det, der sætter ham i en svær situation, da det viser sig, at han skal arbejde sammen med Jackie igen, efter de to havde et kort, men meget intenst møde for flere år siden.

JACKIE MUELLER (Jasmin Gerat)
Jackie Mueller (36) er politikommissær hos BKA (det tyske forbundspoliti) i Berlin.  Hun kommer fra en toårig ansættelse hos Europol som analytiker og netværksdanner.

Hun er usentimental, når det gælder de forbrydere, hun har mødt i årenes løb. I hendes øjne er det ikke bare Europas offentlige kasse, der bliver snydt for en svimlende sum penge. Det er også den kendsgerning, at hver eneste forbrydelse har umiddelbare konsekvenser for mennesker af kød og blod. På den anden side er hun fornuftig nok til at vide, at hun ikke kan redde hele verden.

Der har været nogle markante forskydninger i magtbalancen i ægteskabet mellem Elias og Jackie, og Elias lider af en uudtalt jalousi – han ved, at Jackie var i New York på et job for længe siden sammen med en fyr fra det danske politi. Hans instinkt siger ham, at hans territorium er truet. Som politikvinde ved Jackie, at ni ud af ti drab begås af en partner. Selvfølgelig sker den slags forbrydelser aldrig for én selv, kun for andre, men gamle hemmeligheder og dårlig samvittighed kan påvirke éns selvrespekt voldsomt.

JEAN LOUIS POQUELIN (Carlos Leal)
Nogle ville kalde Jean Louis (40) for karaktermorder: En journalist, der tilbringer måneder med en person, som han skal portrættere, for at få adgang til hans eller hendes dybeste fortrolighed og inderste tanker. Jean Louis har ry for at være brutalt ærlig, men også fair og ordholdende, så afhængig af hvem han portrætterer, kan hans arbejde være sprængfarligt.

Andre ville beskylde Jean Louis for at hylde organiserede kriminelle, da hans største og vigtigste projekt er en bog om den litauiske milliardær Marius Loukauskis. En bog der bliver hans skæbne.
En tilfældig gåtur i lystbådehavnen i Jean Louis’ hjemby Antwerpen gav ham ideen til at skrive et portræt af ejeren af den absolut største lystyacht i havnen. Kilder i politiet gav Jean Louis et tip om Loukauskis’ profession og tilsyneladende urørlige position. Det pirrede Jean Louis’ nysgerrighed, og det lykkedes ham at få et møde i stand med Loukauskis. Loukauskis’ forfængelige trang til at vise, hvor meget han har opnået fra at være en fattig dreng til at blive milliardær med et palæ i Potsdam, er grundlaget for en perfekt symbiose mellem de to mænd.

I uger og måneder kom de tættere og tættere på hinanden – nogle beskrev dem endda som venner – indtil et skæbnesvangert øjeblik, hvor Jean Louis trådte over stregen, så Loukauskis afslørede sit sande jeg og gjorde ham til sin værste fjende.

MARIUS LOUKAUSKIS (Nicholas Ofczarek)
Loukauskis (44) har altid følt sig som en outsider. Han voksede op i den tidligere sovjetrepublik Litauen hos fattige forældre sammen med fem søskende. I en ung alder udviklede Marius et brændende ønske om at blive rig, virkelig rig, når han blev voksen. Og det blev han i en meget ung alder, da han måtte overtage forsørgelsen af familien ved at sælge varer på det sortemarked til turister. Det gik ganske godt, men inden han fyldte 18, havde han fundet den guldåre, der skulle gøre ham til en formuende mand: prostitution.

Han begyndte som almindelig alfons og udviklede den nødvendige hensynsløshed og en usvigeligt sikker forretningssans. Så han var ikke uden midler, da Sovjetunionen brød sammen og statssocialismen opløstes. Han havde held til at få alle sine penge ud af Litauen og til Berlin. Op gennem halvfemserne skabte han og hans ekskone Dahlia en formue ved at få tusinder af østeuropæiske piger til Vesten. Hun kendte Berlin, han skaffede piger i dusinvis. Den enorme tilstrømning af mennesker fra hele verden til det rige Nordvesteuropa giver ham uanede muligheder. I dag er han en stor udbyder af organiseret menneskehandel. En moderne slavehandler.

Loukauskis ved, at folk i hans position sjældent bliver gamle. Han vil gerne ind i varmen. Han vil accepteres og have samfundets anerkendelse. Nu er han tættere på end nogensinde: Snart får den fattige dreng fra Vilnius tilladelse til at drive bankvirksomhed i Tysklands hovedstad.

MEDVIRKENDE
Harald Bjørn : Lars Mikkelsen
Jackie Mueller : Jasmin Gerat
Alicia Verbeek : Veerle Baetens
Jean Louis Poquelin : Carlos Leal
Maurius Loukauskis: Nicholas Ofczarek
Liv Eriksen: Alexandra Rapaport
Else Hojby: Lisbeth Wulff
Finn Moesgaard: Ole Boisen
Kit Ekdal: Ida Engvoll
Sugarsweet : Kristina Korsholm
Dahlia Loukauskis: Nadeshda Brennicke
Natascha Stark: Miriam Stein
Bruno: Filip Peeters
Max Ritter: Marc Benjamin
Theo Janke : Milton Welsh
Stephane Pernel: Hilde Van Mieghem
Frank Aers: Koen De Bouw
Billy : Rudi Køhnke
Maria Gabler : Natalia Rudziewicz
Iris Gabler: Sunnyi Melles
Bianca Loukauskis: Jella Haase
Elias Mueller: Andreas Pietschmann
Günther Storm : Georg Veitl
Gabriella Vinci : Simonetta Solder
Gavin Jones :  Philip Brodie
Mikey Jones :  Leo Gregory
Rita Orlova : Vilija Zebrauskiene
William Maclean : Hugh Ross
Audra Alomis : Carla Rosenmeier
Lilli Mueller : Mathilde Fiedler
Lea Mueller : Celia Birkholz
Greta Orlova : Zana Goncar
Vaida Alomis : Vaida Butyte
Armande Claes : Joy Thielemans
Carl : Mungu Cornelis
O Yang Hing : Kazunori Hagihara

I samme kategori

Back to top button