Streamingnyt

Danskerne streamer meget live på DRTV og TV 2 Play

- fra Medieudviklingen 2023 rapporten

De to medieanalytikere Grethe Fløe og Niels Marslev fra DR Analyse – der tidligere hed DR Medieforskning – er snart helt klar med rapporten ’Medieudviklingen 2023’, der udkommer torsdag den 25. januar. DR begynder traditionen tro at udgive dele af rapporten op til, og i det første nedslag kigger de på begrebet liveseningen.

– Streaming er en betegnelse med mange facetter. For her kan forbruget foregå live, on demand eller – den bløde mellemvej – en smule tidsforskudt. Vi er ikke i tvivl om, at det traditionelle tv-forbrug er aftagende. Men når vi kigger på danskernes faktiske forbrug, er der noget, der tyder på, at det kun er flow i teknisk forstand, der er på vej ud. Liveseningen lever nemlig i bedste velgående, konkluderer de to medieanalytikere.

Udgør stadig halvdelen

I gennemsnit brugte hver dansker i 2023 knap fire timer om dagen i selskab med levende billeder – lige fra traditionel flow-tv og streamingtjenester til videoer på sociale medier og videoindhold fra internettet i øvrigt.

– I gennemsnit ser danskerne halvanden times traditionelt tv om dagen, og dertil kommer et forbrug af live-streaming på 25 minutter. På den måde udgør såkaldt lineær sening altså halvdelen af danskernes samlede tv-tid, forklarer de to medieanalytikere.

Det er især på DRTV og TV 2 Play, at tidsforbruget på live slår igennem. På DRTV bliver 21 procent streamet lineært – det vil sige, når DR sender det ud, mens tallet er 36 procent hos TV 2 Play, hvor seerne blandt andet har adgang til en nyhedskanal og flere sportskanaler, som mange ser live.

På DRTV er det DR1, der driver hovedparten af live-forbruget, nemlig 76 procent. En fjerdedel af forbruget af DR1-indhold på DRTV sker live, mens omkring 20 procent af tidsforbruget på indhold fra DR2 og Ramasjang er lineært og bliver set på samme tidspunkt, som det kan ses på traditionelt tv.

I ’Medieudviklingen 2023’ har medieanalytikerne Grethe Fløe og Niels Marslev blandt andet lavet deres analyse ved at kigge nærmere på, hvordan 4-6 programmer inden for en stribe forskellige genrer er blevet forbrugt.

Regner man live-streaming og nær-live-streaming, hvor folk bare ser programmer en smule tidsforskudt, er det trefjerdedele (73 procent) af de udvalgte programmer blevet set live eller næsten live på DRTV og TV 2 Play.

Ses nyt og frisk

– Det er åbenlyst stadig vigtigt for brugerne at se det meste af indholdet, når det er nyt og frisk. Selvom flowforbruget er faldende år for år, lever live-seningen videre i bedste velgående. Distributionsformen faser vi gradvist ud, men vi holder fast i det kuraterede indholdsflow. Og i streamingjunglens uendelige muligheder ser seerne fortsat et klart behov for ikke at skulle træffe et helt ubundet valg, hver eneste gang de vil slappe af foran fjernsynet, fastslår Grethe Fløe og Niels Marslev.

Deres nærstudie af vores tv-forbrug viser, at store sportsbegivenheder og direkte transmissioner af aktualitet og nyheder er det, seerne helst ser live. Det samme gælder store event-shows som for eksempel ’Dansk Melodi Grand Prix’ eller ’Knæk Cancer’.

Med andre genrer, som for eksempel dokumentarer og livsstilsprogrammer, er billedet mere broget. Her falder en del af on demand-sening dog stadig tæt på, at eksempelvis DR1 viser en udsendelse på flow-tv.

Fiktionsserier er dem, seerne oftest placerer, når det passer dem. Men også her foregår en stor del af seningen 1-3 dage før eller dagen efter, at de bliver sendt på traditionelt tv.

Fakta om live, on demand og nær live

DR Analyses gennemgang tager udgangspunkt i en analyse af danskernes tidsforbrug på de danske streamingtjenester opdelt i live, on demand og dét, man kalder ’nær live’.

’Nær live’ er defineret som on demand-sening af programmet 1-3 dage før live-udsendelsen, samme dag som live-udsendelse eller dagen efter live-udsendelsen. For sport og aktualitet er det alene dagen for live-udsendelsen, der indgår i nær live-udsendelsen.

Analysen er baseret på 4-6 udvalgte programmer på DRTV og TV 2 Play inden for hver genre. Der er taget udgangspunkt i velkendte programformater, der alle har ligget i primetime på enten TV 2 eller DR1, med undtagelse af sport, der ligger mere spredt over døgnet.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button