Dansk ligahåndbold alene på TV 2s kanaler
TV 2 fortsætter arbejdet med at styrke sportstilbuddene på den kommende sportskanal. Senest har TV 2 sikret, at rettighederne til de to danske håndboldligaer – igen – er et eksklusivt TV 2-produkt, som udelukkende kan opleves på TV 2 og på TV 2s kommende sportskanal.
I de seneste år har TV 2 delt rettighederne til de to danske håndboldligaer med andre sportskanaler, senest TV3 SPORT. Nu har TV 2 valgt at købe TV3 ud af håndboldrettighederne i resten af den igangværende sæson, og TV3 sender derfor sin sidste ligakamp torsdag 2. oktober.
Det medfører, at TV 2s hovedkanal fra lørdag 18. oktober og de efterfølgende uger sender lidt flere ligakampe end oprindeligt planlagt, og efter nytår er der både ligahåndbold på TV 2 og på TV 2s sportskanal.
– Det er rigtigt stort, at vi allerede fra sportskanalens fødsel i januar kan præsentere de danske seere for håndboldligaerne eksklusivt på TV 2s hovedkanal og sportskanalen. Håndbolden er et varemærke for os, og vi ser frem til at fortsætte den stærke udvikling af de to ligaer med klubberne og DHF. Håndbolden er et kerneprodukt for os på TV 2, og interessen hos seerne er heldigvis høj. Nu kommer håndbolden “hjem”, og det glæder vi os enormt over, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.
Fokus på danske rettigheder og store events
TV 2s kommende sportskanal fokuserer målrettet på danske rettigheder og på store events. Kanalen vil være et ekstra tilbud til de særligt dedikerede og et samlingssted for fans med interesse for en bred vifte af rettigheder.
Sportskanalen vil – foruden øget dækning af dansk håndbold – bl.a. lægge sendetid til allerede indkøbte rettigheder som eksempelvis slutrunder i håndbold og fodbold, OL, dansk ishockey og cykling. Kanalen vil således både dyrke den fast tilbagevendende ligasport og de store events.
Kanalen har også erhvervet rettigheder til den hollandske æresdivision i fodbold med mange danske spillere, de største internationale badmintonturneringer inklusive VM, All England og Super Series, til verdens bedste basketball-liga, NBA, og til EM- eller VM-slutrunder i ishockey, svømning, kano og kajak, langrend, alpint, skiskydning, freestyle og snowboard. Senest har TV 2s sportskanal erhvervet rettighederne til den bedste danske motorsport, DTC.
– Vi fortsætter arbejdet med at skaffe rettigheder og med at tilknytte de bedste og mest passionerede redaktører, værter, eksperter og kommentatorer til de mange timers live-sport på vores nye sportskanal, som også – sammen med seere og brugere – vil skabe et community rundt om kanalen, siger Frederik Lauesen.
Kilde: TV 2