Branche-Nyt

Chefredaktør på Politiken bliver chefredaktør og kanalchef for TV 2 NEWS

Den 45-årige Anne Mette Svane skifter pr. 1. maj fra én chefredaktørpost til en anden. Her forlader hun nemlig Politiken og bliver chefredaktør og kanalchef for TV 2 NEWS.

Anne Mette Svane har gjort en kometkarriere i mediebranchen, efter at hun blev uddannet journalist i 2002. Siden 2006 har hun haft lederstillinger på først Morgenavisen Jyllands-Posten og siden Politiken.

– Anne Mette Svane kommer til NEWS med en kæmpestor ledererfaring, senest 12 år som journalistisk chefredaktør på Politiken. Hun bliver en stor gevinst for TV 2 NEWS, hvor en af hendes opgaver bliver at sikre en digital omstilling af vores nyhedskanal. På Politiken har hun bevist, at hun kan skabe retning og få en omfattende digital proces sat på skinner. Og så er hun basalt bare en hamrende dygtig journalist, som vi glæder os til at arbejde sammen med på TV 2, siger TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors.

”Danmarks stærkeste nyhedsbrand”

Anne Mette Svane fik sit første lederjob blot fire år efter endt journalistuddannelse, da hun i 2006 blev udnævnt til politisk redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten. Tre år senere blev hun hentet til jobbet som Politikens indlandsredaktør, og samme år blev hun avisens nyhedschef. Siden 2010 har hun været journalistisk chefredaktør på Politiken.

Anne Mette Svane kalder TV 2 NEWS for ”Danmarks stærkeste nyhedsbrand”.

– Derfor er det et drømmejob for mig at blive chefredaktør for TV 2 NEWS. Alle, der kender mig, ved, at jeg trækker vejret bedst gennem nyheder om politik, verden og erhvervslivet. Det er også kerneindholdet på TV 2 NEWS, siger Anne Mette Svane og fortsætter:

– For rigtigt mange danskere er TV 2 NEWS førstevalget, når der er breaking news og store begivenheder i Danmark og resten af verden. Det er enestående, at seerne har så stor tillid til TV 2 NEWS, og positionen forpligter. Vi skal hver dag sætte standarden for troværdig og kritisk nyhedsjournalistik fortalt og formidlet af landets stærkeste hold af nyhedsfolk. Jeg glæder mig til sammen med holdet at udvikle TV 2 NEWS til det næste niveau og nå flest mulige danskere i alle dele af landet med journalistik, man kan bruge i sin hverdag.

NEWS kan både dybden og det hurtige nyhedsoverblik

Anne Mette Svane får som en af sine opgaver at sikre TV 2 NEWS et endnu stærkere liv på TV 2 PLAY, hvor TV 2 har et mål om i alt 1,3 million abonnementer i 2025.

– Jeg ser meget frem til at bidrage med udvikling af stærke formater på TV 2 NEWS og være med til at nå det ambitiøse mål for PLAY. Her kommer jeg med indsigt og erfaring i arbejdet med prisvindende kvalitetsjournalistik, målgrupper og abonnement på Politiken, der har opnået en position som Danmarks største betalte kvalitetsavis med over 100.000 abonnenter, siger Anne Mette Svane.

Kanalens kommende chefredaktør roser TV 2 NEWS’ evne til at favne både de hurtige nyheder og perspektivering.

– Jeg er dybt imponeret over, hvordan TV 2 NEWS er bedst til det hurtige overblik og samtidig har haft modet til at sætte nyhedstempoet ned og gå i dybden med magasinprogrammer som ’Lippert’, ’Besserwisserne’ og ’News & Co.’ Man bliver klogere og keder sig aldrig i selskab med NEWS-værterne, fordi de er oprigtigt interesserede, nysgerrige og kritiske i interviews med beslutningstagere og eksperter.

Trods en bemærkelsesværdig medie- og lederkarriere har Anne Mette Svane ikke tidligere arbejdet med tv.

– Der er meget, jeg skal lære om tv i en stor nyhedsorganisation og en masse nye dygtige kolleger, og det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg går til opgaven på TV 2 og NEWS med den største respekt, siger hun og fortsætter:

– TV 2 NEWS’ medarbejdere kan forvente at få en chef, der tror på, at respekt og ordentlighed er afgørende for, at det er sjovt og udviklende at gå på arbejde, og hvor man går stolt hjem efter at have lavet fremragende journalistisk i fællesskab med sine kolleger.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button