Flere Canal Digital kunder får adgang til Sport Live tv-kanalen
Sport Live, der især fokuserer på lidt mindre sportsgrene såsom bordtennis, hestevæddeløb, basketball, kano og kajak, og kampe fra 2. division i fodbold, er på vej ud til flere seere.
Sport Live kan allerede tilkøbes hos Canal Digital, men fra nytår bliver den en del af pakkestrukturen, og dermed kan kanalen se frem til at nå ud til en del flere seere.
Sport Live har hidtil alene været en tilvalgskanal hos en række distributører, med en kundeskare på knap 20.000. Med den nye aftale forventer man at nå ud til omkring 30.000 nye parabolkunder.
Claus Petersen, Kommerciel Direktør hos Canal Digital: ”Vi er glade for at kunne tilbyde både vores antenneforeningskunder og privatkunder SPORT LIVE med lokal dansk sport fra kundernes nærområde. Vi oplever en efterspørgsel på Dansk Sport hvor seerne har endnu mere tilknytning til sportsudøverne, klubberne og de lokale helte.”
Også adm. Direktør i DIF, Morten Mølholm, glæder sig. ”Jeg synes det er overordentligt glædeligt, at der nu bliver større mulighed for at give et billede af den mangfoldighed, der er i dansk idræt,” siger han.