Canal Digital Danmark forlænger aftale om tv-kanalen Dantoto Racing Live
Canal Digital og Danske Spil fortsætter samarbejdet om satellit-transmission af tv-kanalen Dantoto Racing Live, der viser masser af spændende heste- og hundevæddeløb direkte. Kanalen bliver fra 1. februar 2015 en selvstændig select-kanal hos Canal Digital.
Canal Digital har i mange år distribueret tv-kanalen Dantoto Racing Live til alle sine kunder og indgår nu en ny aftale med Danske Spil. Aftalen betyder, at kanalen udgår fra Canal Digitals Local-pakke men til gengæld fortsætter som selvstændig tilvalgskanal. Canal Digital fortsætter også med at tilbyde tv-kanalen til antenneforeninger. Det er omkostninger til rettighedshaverne, der ligger til grund for den nye aftale, hvorefter kanalen kan købes selvstændigt som tilvalgskanal, hvis man i forvejen er Canal Digital kunde.
”Vi er meget tilfredse med den nye aftale, der gør at vi kan beholde Dantoto som et tilbud til vores kunder. Vi har en del kunder, som vi ved sætter stor pris på tv-kanalen og som holder af spændingen ved at følge væddeløb direkte på den store tv-skærm, ” siger Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør hos Canal Digital Danmark.
”Vi er glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet med Canal Digital, der har været vores distributør af Racing Live kanalen gennem mere end 10 år. En opgave Canal Digital har løst til alles tilfredshed. Vi har fuld forståelse for, at Dantoto nu bliver en tillægskanal, så det er muligt at styre både markedets interesse og de omkostninger, der er forbundet med at transmittere kanalen,” siger Rolf Laugesen Produkt Manager Dantoto, Danske Spil.
Kilde: Canal Digital