Antenne-TV
BSD bliver til Teracom
Det sidste formelle skridt i Teracoms køb af Broadcast Service Danmark (BSD) tages i dag med et navneskifte.
BSD tager navn efter Teracom-koncernen og bliver til Teracom A/S. Dermed forsvinder BSD-navnet sammen med den æra, hvor selskabet i 10 år var ejet af DR og TV 2.
– Vi er glade for med navneskiftet at fuldbyrde Teracoms køb af BSD. Det markerer, at vi har skabt en stor og stærk, nordisk koncern, og at vi i betydelig grad har styrket vores position på hele det nordiske marked, siger Teracoms koncernchef, Crister Fritzon.
Også Finn Søndergaard, adm. direktør for Teracom A/S, glæder sig over med navneskiftet at være blevet en fuldgyldig del af Teracom-koncernen.
– Det skaber helt nye muligheder for udviklingen af det gamle BSD, nu Teracom A/S. Teracom-koncernen har i forvejen et nært samarbejde med alle betydende televirksomheder i Norden, og det vil i høj grad komme os i Danmark til gavn, siger Finn Søndergaard.
At Teracom-navnet nu erstatter Broadcast Service Danmark er en helt naturlig følge af, at Teracom i stigende grad fokuserer både på broadcast og på netværkstjenester eksempelvis ved levering af tv-signaler via den danske fibernet-infrastruktur.
Netværkstjenester som dem Teracom udbyder er under hastig udvikling og internt i koncernen findes betydelig kompetence og erfaring, som kan udnyttes til at opnå den bedste effektivitet og samordning i Teracom-virksomhederne til gavn for kunderne.
– Teracom i Danmark vil i de kommende år være optaget af at søge vækstmuligheder, og her er især tele- og netværkstjenester et oplagt marked at tage nye opgaver på. Og ved at være en del af Teracom-familien får Teracom i Danmark en helt ny mulighed for at etablere sig i et nyt marked, forklarer Finn Søndergaard.
Teracom overtog formelt BSD den 1. oktober 2010.
Kilde: Teracom presse