Brugen af Filminstituttets gratis streamingtjeneste, ’Danmark på film’, voksede markant i 2020
På Filminstituttets gratis streamingtjeneste, ’Danmark på film’, kan man se nydigitaliserede historiske dokumentarfilm fra hele landet og det bliver stadig mere populært at streame de historiske film.
Filminstituttet har udarbejdet en brugerundersøgelse, der sætter fokus på, hvorfor danskerne i stigende grad går på opdagelse i filmarven.
Over en halv million brugere
Antallet af brugere på ’Danmark på film’ steg markant i 2020. Mere end 550.000 brugere benyttede sig af tjenestens filmudvalg i det forgangne år, hvilket er en stigning på 79% fra 2019.
Brugerne streamede i 2020 over 677.000 film og klip – en stigning på 49% fra året før – og de besøgte mere end 1,7 mio. sider, f.eks. populære temasider som ‘Danmark under besættelsen’, ‘Trafikfilm – til fumlegængere og fartbøller’ og ‘Epidemier i Danmark’. I 100-året for Genforeningen har filmoptagelser fra festlighederne i 1920 været populære.
På streamingsitets facebookside Filmcentralen kan man også registrere et stort antal brugerkommentarer, der peger i retning af, at i en tid, hvor vi skal holde afstand, kan kulturarv skabe nærhed. Mennesker har fundet hinanden via de historiske film – og ikke kun i overført forstand.
Du kan læse mere om undersøgelsen her