HTPC

Anysee E7 T2C

Producenten Anysee er ny her på DIGITALT.TV i forhold til produktanmeldelser. Anysee byder på en række interessante digitale tv-tuner produkter til din computer, og de er meget aktive i forhold til produktudvikling og tilpasning også til det danske marked via den danske DF Com ApS. DF  Com har været så venlige at stille deres Anysee E7 T2C tilrådighed for denne anmeldelse. Et produkt der for øvrigt ydes 2 års garanti på.

Yousee har i løbet af 2. kvartal 2011, lavet ændringer i forhold til den måde deres DVB-C signal udsendes på. Desværre betyder disse ændringer at tunere der emulere DVB-C signalet direkte ind i Windows Media Center som DVB-T ikke finder mere end 32 kanaler ved søgning, hvor de fleste er betalingskanaler. Bemærk at problemet kun opleves ved ny søgning af kanaler i Windows Media Center. Der er en workaround beskrevet her hos Electrola.dk

Hvad er Anysee E7 T2C?

Anysee E7 T2C er en USB tuner, der understøtter digital tv fra både almindelig antenne og kabel-tv. I forhold til antenne-tv, så understøttes både standarderne DVB-T og DVB-T2. Således er du også rustet til fremtiden, når DVB-T2 engang indføres i Danmark, eller måske kan du modtage svensk DVB-T2 signaler og få glæde af det allerede nu. Og uanset hvilken tuner type du anvender, er der naturligvis support for MPEG-2 og MPEG-4 kanaler.

På fronten af Anysee E7 T2C finder du et IR øje og en blå diode, der indikerer om tuneren er tilsluttet din computer, denne blinker desuden når der scannes efter kanaler. Den ganske veldesignede hvide boks måler 162 x 100 x 25 mm B x D x H.

Bagsiden byder på mini usb tilslutning der kobler tuneren til din computer via det medfølgende USB kabel. Her udover kortlæser og common interface port, tv-signal indgang og gennemsløfning, samt tilslutning af den medfølgende strømadapter.

I boksen medfølger også en fjernbetjening med batterier, en quick manual på engelsk samt driver/software CD-Rom. Du kan med fordel tjekke http://www.anysee.dk/downloads.html for driver og software opdateringer i forhold til den medfølgende CD-Rom. På CD-Rom’en er der også en manual i PDF format, der dog er lidt forvirrende, fordi den er til en anden model. Du kan dog hente en dansk manual i forhold til brug med Windows Mediacenter her.

Ifølge manualen anbefales der, at du for brug med HDTV har mindst en Intel Core 2 Duo eller Athlon X2 Dual core med mindst 3 GHz, 1024 MB Ram og et h.264 hardware accelererende grafikkort installeret. Windows XP, Vista og 7 er understøttet både 32 og 64 bit. I forhold til brug med Windows Mediacenter kan det dog klart anbefales at benytte Windows 7. Der skulle muligvis Linux driver på vej fra en tredjepart ifølge en dansk forhandler på nettet.

Jeg har i øvrigt bemærket, at modellen sælges op nettet i udlandet uden indbygget kortlæser, hvilket lige er værd at bemærke, i tilfælde af du satser på at benytte denne og kunne finde på at købe den i f.eks. Tyskland. Skulle du have parabol-tv byder Anysee på modellen E7 S/S2 med indbygget DVB-S2 tuner.

Anysee E7 T2C – Installation

Jeg startede med at installere driver softwaren, inden jeg tilsluttede USB tuneren. Efter endt installering af driver satte jeg så USB kablet i computeren, hvorefter enheden blev korrekt installeret uden problemer. Du skal i forbindelse med installationen også tage stilling til, hvilken tv tuner type AnySee E7 T2C skal benyttes som i Windows MediaCenter – altså antenne (DVB-T) eller kabel-tv (DVB-C). Anysee anvender en metode, hvor kommunikation med Windows MediaCenter sker gennem en virtuel tuner emulering, og det sikrer bedre muligheder for understøttelse end Windows MediaCenter selv byder på. Anysee transponder filerne er i øvrigt tilgængelige i mappen C:\Program Files\anysee\Driver\Transponders (Program Files\(x86) hvis du har X64 Windows) og skulle kunne redigeres i en teksteditor, såfremt du skulle mangle en frekvens. Frekvensområdet fra 52000-226500 og 473000-866000 er angivet som søgefrekvenser i DVB-T2 transponder filen.

Udover selve driveren medfølger også softwaren Anysee-TC Viewer, som er et program til at se eller optage tv med fra tuneren som alternativ, hvis du ikke ønsker at benytte Windows Media Center.

Der installeres også et ikon i systembakken (System Tray), altså nede i højre side på skærmen ved uret i Windows. Det er relevant i forhold til at indstille, hvilken signaltype du modtager DVB-T/2 for antenne eller DVB-C for kabel-tv signal.

Anysee E7 T2C – Anysee-TC Viewer

Jeg startede med at teste tuneren med det medfølgende program Anysee-TC Viewer. Programmet fungerer rimelig fornuftigt, for dem der kan lide at rode lidt med indstillinger og ikke kræver super enkelt brugerinterface. Det har understøttelse indbygget specielt i forhold til at søge på de almindelig danske kabel-tv net som YouSee, Stofa og Canal Digital kabel-tv.

Alle kanaler fra Stofa blev fundet og også undertekster virkede, omend skrifttypen for tekst-tv undertekster og tekst-tv generelt er meget hakket. Stabiliteten i  Anysee-TC Viewer var dog et problem i EPG vinduet, hvor skift mellem liste eller tidlinje visning konsekvent fik programmet til at gå ned.

I forhold til Anysee-TC Viewer så havde jeg ikke held til automatisk at scanne alle DVB-T kanaler ind. Kun omkring 15 blev fundet.

Anysee E7 T2C – Windows 7 Mediacenter

De fleste ønsker dog nok at benytte AnySee E7 T2C med Windows MediaCenter. Det er bare at vælge Start Windows Media Center og vælg Opgaver/Indstillinger og TV og vælge Konfigurer tv-signalet.  Her skal du bemærke, at du skal vælge antenne som tv tuner type, også selv om du vil modtage kabel-tv signal via tuneren i Windows MediaCenter.

Tuneren fandt alle 164 kanaler jeg har tilgængelige fra Stofa, og zapping mellem kanalerne, SD som HD kanaler, forløb uden problemer. Jeg testede herefter med Boxer TV via almindelig tv-antenne og her fandt tuneren også alle tilgængelige kanaler. Jeg har ikke haft mulighed for at teste med DVB-T2 kanaler.

Anysee E7 T2C fjernbetjening

Fjernbetjeningen kan benyttes både med det medfølgende program og Windows MediaCenter, omend den måske ikke er helt så optimal som en rigtig Windows Mediacenter fjernbetjening. Du kan starte Media Center med F1 tasten.

Piletasterne på fjernbetjeningen kan flytte musepilen rundt på skærmen, så du også kan betjene ting, der ikke er knapper til, hvilket er ganske praktisk.

Anysee E7 T2C – Indbygget kortlæser og Common Interface

Som noget lidt specielt så tilbyder Anysee E7 T2C på en indbygget kortlæser. Her formoder jeg, der er tale om en licensmæssig gråzoneløsning, eftersom der tilbydes support for dekodning af programkort fra flere kodningssystemer via software. Med den indbyggede kortlæser kan du altså spare udgiften til et cam modul fra visse udbydere. Såfremt du har 2 tuner enheder fra Anysee, så skulle du, ifølge det jeg har læst mig til på udenlandske sites, nøjes med 1 kort i kortlæseren på den ene tuner og se eller optage 2 kodede kanaler på samme tid. Dog har jeg læst indlæg om, at flere Anysee tunere samtidigt ikke nødvendigvis skulle spille optimalt, men ikke noget jeg har haft mulighed for at teste.

Den indbyggede kortlæser skulle virke med Irdeto kort fra Stofa, men kortet skal være af typen T14, altså korttypen beregnet til ca moduler. T0 kort typen beregnet til Zaptor boksen kan den ikke læse. Desuden skulle YouSee kort også virke og vist også Conax kort for dem der måtte have kabel-tv via Canal Digital. Jeg skal dog tilføje, at jeg ikke endnu har haft mulighed for at teste andet end et ikke længere aktivt T14 Stofa kort som genkendes, og som man kan se informationerne på i Anysee info værktøjet i systembakken. Ved isættelse af T0 Zaptor kort skriver den not supported. Understøttelse i den interne kortlæser angives også hos forhandlere af produktet at skulle virke med Stofa og YouSee.  Et T0 Zaptor kort virkede i et Irdeto cam med Anysee E7 T2C i Windows Media Center 7.

Boxer kort kan ikke benyttes i den indbyggede kortlæser, men kræver et Boxer cam i CI porten, og her slipper du således ikke for at investere i et Boxer cam også kaldet Boxer kortlæser. Er det i forbindelse med tegning af nyt Boxer abonnement, kan du dog få cam med til 0 ,- ellers koster det fra lige over 250,-. Se aktuelle priser her

Afkodning virker i det medfølgende software og i Windows Media Center også for DVB-C, som Windows Media Center jo ellers ikke kan håndtere kodede kanaler fra som standard.

Skulle du bruge programmet DVBViewer, så understøttes den interne kortlæser ikke i dette program, af officiel vej i hvert fald.

Anysee E7 T2C – Ydelse

Processorforbruget på ikke kodede HD kanaler via min Intel Core 2 Duo 6600 2.40 GHz med Nvidia 8600 GTS grafikkort lå på mellem 15-25 %. Altså håndteres dette fint med hardware accelereret H.264, selv om jeg en svagere computer end Anysee anbefaler. Jeg kan dog forestille mig at softcam løsningen via den interne kortlæser kan trække noget processorkraft, men jeg har ikke kunnet afprøve dette.

Anysee E7 T2C – Konklusion

Anysee E7 T2C virker som en velfungerende digital USB tv-tuner enhed, der er rig på muligheder med indbygget kortlæser til visse kort, ci port, multiformat tuner understøttelse og en ganske god medfølgende fjernbetjening. Selv om det nok endnu ikke er aktuelt for de fleste, så er det et plus, at der er indbygget DVB-T2 tuner understøttelse, og generelt virker Anysee til at være ganske godt optimeret i forhold til danske forhold og med dansk email support, hvilket er flot.

Det medfølgende program til at se og optage tv med, Anysee-TC Viewer, virkede ikke helt stabilt for mig i testperioden, men det er nok også de fleste som foretrækker at anvende Windows MediaCenter i stedet og her fungerede Anysee E7 T2C fint med signalet fra Stofa og Boxer.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard